KV21 Jammerbugt

Værtshussanger, bokser, fraskilt: Glem alt, hvad du troede, du vidste om kristendemokraterne

Jørgen Bjerregaard (KD) ligner muligvis ikke den typiske kristendemokrat udadtil, men han har ikke sit politiske ståsted fra fremmede

- Når jeg kommer hjem klokken kvart i kvalme, er det ikke lige kirken, der trækker søndag morgen, siger Jørgen Bjerregaard (KD). Foto: Bo Lehm

- Når jeg kommer hjem klokken kvart i kvalme, er det ikke lige kirken, der trækker søndag morgen, siger Jørgen Bjerregaard (KD). Foto: Bo Lehm

JAMMERBUGT:Nok er han hverken rødhåret eller født i 90'erne, men Jørgen Bjerregaard tilhører alligevel Kristendemokraterne 2.0.

Et parti som spidskandidaten til kommunalvalget i Jammerbugt Kommune håber, flere vil se på med mildere øjne end før Isabella Arendt indtog formandsposten.

- Det er et ganske almindeligt parti. Ja, jeg er troende, men det er ikke det, vores politik handler om. Det handler om at behandle hinanden ordentligt. Om at elske din næste som dig selv, og det gennemsyrer alt, hvad jeg mener politisk, slår han fast.

Religionen fylder ikke ret meget for Jørgen. Han er opvokset i et kristent hjem i Trekroner og hans far, Arne Christian Bjerregaard, sad i en årrække i Folketinget for selv samme parti, som Jørgen selv meldte sig ind i for to år siden.

Hans mor var organist, og det musikalske har Jørgen også taget med videre - dog ikke i kirken.

- Jeg spiller bl.a. på Viseværtshuset i Skagen og når jeg kommer hjem klokken kvart i kvalme, er det ikke lige kirken, der trækker søndag morgen, siger han og bebuder, at han skam holder af at gå i kirke.

Det var da heller ikke hugget ind i en sten, at Jørgen som relativt nyt medlem skulle stå øverst på stemmesedlen, men det kan være farligt at dukke op til en generalforsamling.

- Først blev jeg spurgt om ikke, jeg skulle være formand. Det blev jeg godt nok nødt til lige at spørge min kone om. Jeg har jo meget at se til, griner han.

Millioner at spare

Udover at være musiker, er han leder af en specialskole, og det er da også familieområdet, der står hans hjerte nærmest.

- Jeg er fuldstændig stålsat i min tro på, at vi skal løse mange flere ting i familien. Vi skal støtte de udsatte familier langt tidligere - før børnene kommer i de problematiske år.

- Det er for sent, hvis vi først sætter ind, når de er 15-16 år, er begyndt at ryge hash og gå med de forkerte.

Han mener, at kommunen kan spare millioner af kroner ved at sætte massivt ind tidligt.

- Jo flere børn vi får lavet til gode samfundsborgere, jo sundere økonomi har kommunen. Tænk bare på, hvad én enkelt ung mand ville indbringe i skattekroner i stedet for at være en udgift til opholdssteder, kriminalitet, psykologer, remser han op.

- Har du bare ti af den slags skæbner i en kommune, kan det hurtigt ses på bundlinjen.

- Den her branche spiser dig stille og roligt, man kan blive rigtigt træt. Men når du gør en forskel, så gør du virkelig også en forskel, siger Jørgen Bjerregaard (KD) om sit job som leder af en privat specialskole. Foto: Bo Lehm

- Den her branche spiser dig stille og roligt, man kan blive rigtigt træt. Men når du gør en forskel, så gør du virkelig også en forskel, siger Jørgen Bjerregaard (KD) om sit job som leder af en privat specialskole. Foto: Bo Lehm

Derfor synes han, at kommunen skal være opsøgende allerede i børnehaven, ligesom han har en bøn til borgerne.

- Vi er for konfliktsky. Man angiver ikke sin nabo ved at reagerer. Man drager omsorg for sin næste.

- Tror du ikke, det kan være grænseoverskridende for mange at skulle holde øje med naboen?

- I den perfekte verden kendte du jo din nabo så godt, at de allerede før det punkt, gik ind og spurgte om ikke du skulle hjælpe med et eller andet.

- Er det ikke et stort ansvar at ligge over på den enkelte i en travl hverdag?

- Vi vil også rigtigt gerne tage stress ud af alting. Af skolerne, af arbejdspladsen, af kommunen. Ja, af trafikken. Så vi kan blive bedre medborgere.

Kile mellem S og V

Står det til Jørgen, er det heller ikke kun udsatte familier, der skal have mere hjælp.

- Forældre får i det hele taget alt for lidt støtte, mener han.

Konkret vil han tilbyde gratis hjælp til familier i krise og til ægtepar i skilsmisse - et tilbud han godt selv kunne have brugt, selvom han i dag er lykkeligt gift igen.

- Vi mistede vores yngste datter, Ditte Marie, da hun var 12 år. Hun blev behandlet på Riget og den periode var rigtig, rigtig hård. Vi blev enige om, at vi kunne være lige så gode forældre hver for sig, fortæller han åbent.

Den åbenhed og ærlighed han selv forsøger at leve efter, håber han at kunne tage med sig ind i kommunalbestyrelsen. Det er nemlig tiltrængt, mener han.

- Jammerbugten er en god kommune, men hvis nærdemokratiet skal fungere i så lille en kommune, skal ingen borgere ignoreres. Vi skal lytte til, hvad folk siger.

Det tror han, at han sammen med flere af de andre små partier kan ændre på.

- Vi vil gerne ind i midten og sætte en kile mellem S og V, fortæller han om det valgforbund hans parti har lavet med Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Lokallisten.

Generelt mener han selv, at han er god til at arbejde sammen med alle - også dem, han på mange områder er helt uenig med.

- Ja, jeg og John Bjerg fra Nye Borgerlige kan da også sagtens snakke sammen. Jeg har været bokser, da jeg var helt ung, så vi har en fælles fortid og så bliver der bare snakket boksning og ikke så meget politik, griner Jørgen.

Om spidskandidaten

Jørgen Bjerregaard

Alder: 57 år

Bopæl: Bor i Brovst med sin kone Marianne

Civilstand: Gift, to børn og to bunusbørn

Arbejde: Specialskoleleder

Uddannelse: Handelsuddannet

Opstiller for: Kristendemokraterne

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.