Tilflyttere: Det er som at være på ferie hver dag

Inge-Marie og Peer Fredborg havde ledt hid og did efter en ny og mindre bolig. Den fandt de i sommerlandet

Inge-Marie og Peer Fredborg solgte deres hus i Aabybro og flyttede til det nye boligområde i Hune. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Inge-Marie og Peer Fredborg solgte deres hus i Aabybro og flyttede til det nye boligområde i Hune. Foto: Kim Dahl Hansen

HUNE:Det er ikke kun sommergæsterne, der valfarter til ferielandet. Også fastboende finder vej til blandt andet Vesterhavsparken, som er et nyt boligområde i udkanten af Hune.

19 ud af i alt 26 huse er solgt og yderligere et er reserveret, oplyser Søren Villadsen, indehaver af Villadsen Ejendomshandel.

- Salget er gået over al forventning - de første ti huse blev solgt i løbet af en måneds tid, siden er yderligere ni huse solgt og yderligere et reserveret.  Jeg forventer at kunne melde udsolgt inden årsskiftet, siger han.

Køberne er både lokale fra Jammerbugt Kommune og fra Aalborg, Nørresundby og Støvring. Der er primært tale om seniorer,  men også et par enkelte i 50'erne. Og Søren Villadsen er overrasket over, hvor stor en interesse, der har været for projektet.

- Jeg er faktisk lidt overrasket, for kunderne har kun haft en tegning at forholde sig til. De har ikke haft mulighed for at se huset og fornemme boligområdet, men Hune og Blokhus er i en rivende udvikling og er et attraktivt bosætningsområde, siger han.

Nu er det imidlertid til at fornemme Vesterhavsparkens miljø - godt nok rumsterer håndværkerne fortsat i området, for ikke alle boliger står klar til at flytte ind i, og der mangler også noget vejarbejde. Foreløbig er 11 købere flyttet ind i deres huse, køber nummer 12 er undervejs, og resten følger i takt med, at boligerne bliver færdige. 

Hune ikke førstevalg

Inge-Marie og Peer Fredborg er blandt dem, som har fået nøglerne til deres nye hus på i alt 115 kvadratmeter. Peer er uddannet lærer og har haft størstedelen af sine arbejdsår på Solsideskolen i Nørresundby, hvor han har været  souschef. Nu er han gået på pension. Inge-Marie Fredborg derimod er klar til nye udfordringer. Efter 29 år som lærer og senest souschef på Aabybro Friskole, valgte hun at sige sit job op.

- Det er da en smule grænseoverskridende, men jeg følte, at det var tid til at prøve noget andet. Jeg har ikke noget på hånden, men jeg er åben overfor alle muligheder, siger hun.

Peer Fredborg er gået på pension, mens Inge-Marie Fredborg, efter 29 år på Aabybro Friskole har valgt at sige op for at prøve nye udfordringer.

Peer Fredborg er gået på pension, mens Inge-Marie Fredborg, efter 29 år på Aabybro Friskole har valgt at sige op for at prøve nye udfordringer.

Parret solgte deres hus i Aabybro sidste år og flyttede i første omgang i parrets sommerhus på Gjøl, indtil de 13. april kunne flytte ind i det nye hus i Hune.

- Vi boede i et stort hus i Aabybro, og jeg havde brug for at prøve noget andet, fortæller Inge-Marie Fredborg, og tilføjer, at det var en drøftelse, som havde pågået over længere tid, idet gemalen var glad for have og huset.

Efter at tanken havde fået lov til at modnes hos Peer Fredborg, blev jagten på bolig i både Aalborg, Nørresundby og Hjørring sat ind. Inge-Marie Fredborg, der oprindeligt er fra Nørresundby, havde egentligt gået og drømt om en lejlighed i byen. Men gennem Inge-Maries søster fik de kendskab til, at der var nybyggeri undervejs i Hune. De er altid kommet i området og nyder naturen. Derfor tog de kontakt med Søren Villadsen og blev blandt de første, der skrev under på en slutseddel, selv om det skete på baggrund af tegninger.

Parret nyder udsigten til det omkringliggende landskab og glæder sig til at følge naturens skiftende farver fra stuen. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Parret nyder udsigten til det omkringliggende landskab og glæder sig til at følge naturens skiftende farver fra stuen. Foto: Kim Dahl Hansen

Havde man sagt til Peer Fredborg for år tilbage, at han ville komme til at bo i Hune, havde han rystet på hovedet. For området har ikke altid været lige attraktivt, erindrer ham.

- Jeg kan huske, at vi kom til Blokhus den 1. maj for 25 år siden for at ville spise. Men intet var åbent. I dag har du adgang til restauranter og butikker hele året rundt, og der foregår et væld af aktiviteter, siger Peer Fredborg.

Parret har ikke fortrudt deres beslutning en eneste gang. Med et vildtvoksende græsareal og en bæk ved matriklen, er der godt nok ingen have, som Peer Fredborg kan tage hånd om, men det savner han ikke. Det giver ham rig mulighed for at gå ture i området.

- Jeg interesserer mig rigtig meget for naturen, fuglelivet og går ofte på svampejagt,  siger han.

Inge-Marie Fredborg drømmer heller ikke mere om bolig i byen. Hun er i den grad faldet til i sommerlandet.

- Her er fantastisk, og jeg plejer at sige, at jeg har det som om jeg er på ferie med all inclusive. Vi har nem adgang til spisesteder, tøjbutikker og indkøbsmuligheder. Desuden foregår der rigtig mange ting her i området, så jeg savner ikke byen, siger hun.

Der er opført 26 ejerboliger og 20 lejeboliger i Vesterhavsparken.

Der er opført 26 ejerboliger og 20 lejeboliger i Vesterhavsparken.

Vesterhavsparken

  • Vesterhavsparken dækker et areal på 4,5 hektar.
  • Investorerne bag byggeprojektet er Svend Mousten Hansen, Hune og firmaet HC Engholt og Entreprenører.
  • Der er opført 26 ejerboliger på henholdsvis 85, 100 og 115 kvadratmeter - pt. er der seks boliger til salg.
  •  Endvidere er der opført 20 lejeboliger, som udlejes via Lejerbo - ti af disse er i øjeblikket udlejet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.