Luksuslejligheder må ikke bebos: Kommunen giver ny frist

25. juli blev flere købere af nye luksuslejligheder på Sydhavnsvej i Thisted tvunget ud som følge af en manglende ibrugtagningstilladelse. Nu har bygherre fået en ny frist af Thisted Kommune

Tidligere ansøgninger om ibrugtagningstilladelse er blandt andet blevet afvist med den begrundelse, at området stadig er en byggeplads.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Tidligere ansøgninger om ibrugtagningstilladelse er blandt andet blevet afvist med den begrundelse, at området stadig er en byggeplads.  Foto: Bente Poder

THISTED:Som Nordjyske tidligere kunne fortælle, er flere af de personer, der har købt lejligheder i den nye etageejendom på Sydhavnen i Thisted, blevet tvunget ud pr. 25. juli som følge af en manglende ibrugtagningstilladelse. 

Onsdag 3.  august har der været møde mellem parterne i sagen, hvor bygherre er blevet informeret om, at han har indtil slutningen af næste uge, hvilket vil sige omtrent 12. august, til at fremskaffe de nødvendige materialer til Thisted Kommune, således at de vil kunne tage stilling til en ibrugtagningstilladelse. 

Det oplyser Mogens Kruse Andersen, der er direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune. 

- Der er en konstruktiv dialog med bygherre, og han har fået at vide, at han har godt en uge til at få fremskaffet det, vi skal bruge for at tage stilling til en midlertidig ibrugtagningstilladelse, siger han. 

Forsøgt flere gange

Det førnævnte møde blev afholdt på bagkant af en ny ansøgning om en midlertidig ibrugtagningstilladelse for ti boliger sendt 1. august. Det er dog ikke første gang, der bliver søgt om en midlertidig ibrugtagningstilladelse. 

30. juni blev der søgt om selvsamme, men denne blev 15. juli afvist fra Thisted Kommunes side grundet manglende dokumentation til at vurdere ansøgningen. Det fremgår af en aktindsigt Nordjyske har søgt hos Thisted Kommune. 

Kommunen havde 13. juli foretaget besigtigelse af ejendommen. Ved den lejlighed traf man beboere i seks lejligheder. De fortalte, at de havde overtaget deres lejligheder 1. juli og var flyttet ind i ejendommen i god tro, blot én dag efter bygherre havde indgivet anmodningen om midlertidig ibrugtagningstilladelse. 

15. juli afviser Thisted Kommune ansøgningen om en midlertidig ibrugtagningstilladelse og udsteder et påbud til ejerne af lejlighederne samt bygherre, med besked om straks at fraflytte ejendommen, idet kommunen vurderede, at brand- og adgangsforhold var af en sådan karakter, at det ikke var forsvarligt at opholde sig i ejendommen. 

Udover brand- og adgangsforhold har kommunen også fundet sikkerhedsudfordringer med blandt andet manglende gelænder flere steder, en bygning, der ikke fremstår færdig samt en forskel mellem tegningsmaterialet og det faktisk konstaterede af Thisted Kommune.  

I forhold til nævnte tegningsmateriale skulle det blandt andet være etageplaner, brandplaner og facadetegninger, der ikke stemmer overens.  

25. juli blev de, der endnu ikke var fraflyttet deres lejligheder i ejendommen, tvunget ud. Hvis ikke de fraflyttede, ville politiet bistå en rømning af bygningen kl. 14 denne dag. 

Mange af fejlene er udbedret - ifølge bygherre

I den seneste ansøgning om en midlertidig ibrugtagningstilladelse for byggeriet på Sydhavnsvej 2, har man fra bygherres side listet en lang række af udbedringer af de fejl, der blev fundet af Thisted Kommune og Nordjyllands Beredskab ved tidligere inspektionsbesøg. 

Dette gælder blandt andet indsættelsen af en branddør mellem trappetårnet og kælderen, en lukning af teknikskakter samt en afskærmning fra adgangen til de tagterrasser, der tidligere stod uden værn. 

Hvorvidt de forbedringer, der tæller det ovenstående samt mange flere udbedringer af fejl, er nok til at Thisted Kommune kan godkende anmodningen om en midlertidig ibrugtagningstilladelse frem til den forventede afslutning af boligprojektet til december, vides ikke med bestemthed. 

I denne ansøgning nævner bygherre også, at det er dennes indtryk at de bemærkninger, der tidligere var fra Nordjyllands Beredskab, er fjernet og ejendommen dermed rent brandteknisk er indflytningsklar. 

Dette bekræftes af et notat fra Nordjyllands Beredskab pr. 28. juli, hvori de skriver, at forudsætningerne for brug af de tre ansøgte opgange sker i overensstemmelse med det brandtekniske notat. 

En god dialog mellem parterne

Ejerne af de nye luksuslejligheder på Sydhavnen blev som nævnt tvunget ud af Thisted Kommune. En udvikling i sagen som Brian Fredsø Vangsgaard, der ejer 50 procent af selskabet bag projektet, ser som uheldig. 

- Det er dybt uheldigt, siger Brian Fredsø Vangsgaard, der ikke har yderligere kommentarer til hverken projektet eller en eventuel afklaring for de implicerede boligejere.

Selvom perioden med problemer omkring overtagelsen af deres nye lejligheder har været lang, har køberne af ejerlejlighederne ikke mistet modet. 

- Vi er i en god dialog med kommunen og bygherre, og vi tror på, at der snart kommer en løsning, siger Jytte Otte, der selv har købt én af lejlighederne, og tilføjer, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen. 

Beboerne i den nye bygning blev fra 25. juli til 31. juli tilbudt genhusning på CABINN i Aarhus. Det vides ikke, hvorledes beboerne derfra er blevet genhuset. 

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra bygherre Henrik Bojsen Jensen, men dette har ikke været muligt. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.