To skudsigtede bag tremmer: Skud i Fjerritslev blev affyret fra en varebil
En 28-årig mand og en 29-årig mand blev onsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger for at skyde en mand, der blev ramt i hånden

Arkivfoto: Martin Damgård
HJØRRING/FJERRITSLEV:To nordjyske mænd på 28 og 29 år, der er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med skyderiet i Jernbanegade 3. marts i Fjerritslev, blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Hjørring.
Her fremgik det af sigtelsen, at skuddet, der kort før klokken 20 om aftenen ramte en 53-årig mand på en scooter, blev affyret ud af vinduet på en varebil, hvori de to sigtede befandt sig.
Den 53-årige blev ramt af 40 hagl i højre hånd hvorefter han væltede på scooteren. Hans hånd blev kraftigt beskadiget. Gerningsvåbnet - et oversavet jagtgevær - blev om onsdagen fundet ved ældrecentret på Tennisvej i Fjerritslev.
De to sigtede, der begge var iført fikseringsbælter under forhøret, nægter sig skyldige. De blev begge anholdt tirsdag. Dommeren besluttede, at deres forklaringer skulle være omfattet af referatforbud af hensyn til senere vidneafhøringer, så offentligheden får endnu ikke svar på, hvorfor der pludselig blev skudt på åben gade. Men Nordjyllands Politi har tidligere oplyst, at der var tale om tilfældigt skyderi og afvist spekulationer om fx. et narkoopgør eller andet planlagt opgør. Der er ikke noget, der tyder på, at de to sigtede kender det 53-årige offer.
Dommeren besluttede at varetægtsfængsle de to sigtede mænd i fire uger. Den 28-årige blev varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.