Ildebrand

Voldsom gårdbrand: - Fysisk har vi det fint. Psykisk har vi det ikke godt, lyder det fra ejer

Mand til tjek for røgforgiftning efter brand i Tranum - dyr blev reddet ud, men flere bygninger er ødelagt

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

TRANUM:En gård på Tranumvej i Jammerbugt Kommune blev ramt af en voldsom brand torsdag kort efter klokken 18.

NORDJYSKE talte med den ene af ejerne, Mia Krogh Justesen, ved 19-tiden, hvor hun naturligvis var temmelig rystet over hændelsen.

- Fysisk har vi det fint. Psykisk har vi det ikke godt, lød det fra Mia Krogh Justesen.

Hun kunne fortælle, at ilden var startet i et værksted på ejendommen og bredte sig til flere ladebygninger.

- Vi har 1200 kvadratmeter udbygninger, så der er nok for ilden at tage af, lød det fra Mia Krogh Justesen.

Hun vurderede, at 200 til 400 kvadratmeter ladebygning var blevet reddet, mens resten blev ødelagt.

- Heldigvis står vores stuehus, og der er ikke sket noget med det, konstaterede Mia Krogh Justesen.

Hendes mand blev kørt til sygehuset for at blive undersøgt for eventuel røgforgiftning.

10 tyrekalve blev reddet ud af en af de bygninger, der blev ramt af ildebranden.

- Det klarede vi selv, inden brandfolkene kom, og dyrene kom ikke noget til, fortalte Mia Krogh Justesen.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Efter et par timers indsats på stedet kunne indsatsleder Dorthe Krogh fra Nordjyllands Beredskab fortælle, at to længer var blevet ødelagt, mens en tredje formentlig kan reddes.

- Vi har ikke været inde i bygningerne endnu. Slukningen er udelukkende foregået udefra, fortalte Dorthe Krogh.

Branden udviklede sig meget hurtigt, fordi der lå halm på loftet af ladebygningerne. 15-20 brandfolk fra tre stationer - Aabybro, Pandrup og Brovst - var kaldt ud, og der blev tilkaldt yderligere assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted.

Ifølge vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi er branden opstået i forbindelse med noget svejsearbejde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst