Jeg-kulturen fik en på trynen
Biskop Henning Toft Bro talte for fællesskabet i festgudstjeneste for det officielle Aalborg
Aalborg Domkirke var fyldt med uniformer og prominente politikere, da Aalborg by mandag 2. januar startede det nye arbejdsår med en festgudstjeneste i Budolfi Kirke.
Biskoppen tog i sin prædiken fat på den jeg-kultur, hvor iPhones, iPads og selfies i stigende grad definerer det at være menneske.
- Det er der vi er. I en globaliseret tid, hvor vi verdensåbent orienterer os mod andre kulturer og folkeslag, kommer der mere og mere fokus på den enkelte. Desværre på bekostning af fællesskabet. Måske er det en udløber eller konsekvens af globaliseringen.
- Måske er det en umættelig trang til at sætte fokus på den enkelte på bekostning af fællesskabet.
- Måske er det begge dele. Men det er sigende, at jeg-kulturen er så bastant og så massiv at fællesskabet fortoner sig i det, der ellers skaber et solidt og fælles folkeligt anliggende, sagde Henning Toft Bro.
Men uden andre bliver vi ensomme, forladte og overladt til os selv, lød det fra biskoppen, som opfordrede til i stedet at fokusere på fælleskabet.
- Evangeliet er en modsigelse af den jeg-kultur, som jeg mener, er en svøbe. Ikke bare for det enkelte menneske, for fællesskabet, men også for sammenhængskraften i kirke, folk og civilsamfund.
Ifølge Henning Toft Bro er det noget, vi alle bør tænke over på tærsklen til det nye år.
- Vi famler måske lidt i blinde. Vi skal træde nye stier og veje. Vi ved ikke hvor livet fører os hen. Derfor er det vigtigt, at vi vandrer sammen i vore fællesskaber. Det giver styrke. Det giver glæde. Det giver mod på livet og hinanden, sagde biskoppen.
Det er tiende gang, Aalborg Domkirke lægger hus til den officielle nytårsgudstjeneste, hvor kommunal- og folketingspolitikere, politi, militær, beredskabsstyrelse, skolevæsen, retsvæsen, stiftsøvrighed, provster og menighedsrådsmedlemmer er inviteret. Gudstjenesten var dog åben for alle.
Efter gudstjenesten var der en kort reception i domkirken med champagne og kransekage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.