Jesper Jensen: En verden til forskel
Det uafgjorte resultat i Schweiz giver Aalborg Håndbold gode muligheder for avancement
SCHAFFHUASEN: Aalborg Håndbold fik et point med fra torsdagens udekamp mod Kadetten Schaffhausen, der trods flere store føringer måtte nøjes med 25-25.
Det uafgjorte resultat betyder, at nordjyderne formåede at forsvare tredjepladsen i gruppen. Et nederlag kunne have givet Aalborg Håndbold vanskeligheder i Champions League.
- Der er en verden til forskel. Vi spillede 23-23 på hjemmebane, og det vil sige, at vi er foran på reglen om udebanemål, hvis vi skulle ende på samme pointantal, siger cheftræner Jesper Jensen.
Ingen ændringer
I første halvleg af kampen i Schweiz havde nordjyderne store problemer med at score, og Kadetten var derfor foran med 14-9 efter første halvleg. Den manglende effektivitet fik dog ikke cheftræneren til at tale med store bogstaver i pausen.
- Når man vælger at brænde 10-12 hundredeprocentschancer, så får man det svært, men i pausen fik vi snakket om, at der ikke skulle laves noget om, siger Jesper Jensen, der var godt tilfreds med den mængde chancer, som Aalborg-spillerne fik produceret.
Aalborg Håndbold kan nu selv afgøre skæbnen i gruppespillet i den kommende hjemmekamp mod HC Motor Zaporozhye.