Jesper Jensen: Fordel til HC Midtjylland
Aalborg Håndbold-træner giver de nykårede pokalmestre favoritværdighed i aftenens kamp Boxer Herreligaen
Opdateret kl. 10:33
HÅNDBOLD: Tabellen siger sejr til Aalborg Håndbold, når de i aften åbner forårssæsonen i Boxer Herreligaen mod HC Midtjylland. Ni point adskiller de to hold i Aalborgs favør.
Tabellen lyver dog som bekendt ofte, og Aalborg Håndbolds træner Jesper Jensen spår en tæt kamp.
HC Midtjylland rider på en bølge af medgang. Tyske Pascal Hens’ ankomst markerer et nyt stjerneskridt for den midtjyske klub, og i weekenden nåede klubben en ny milepæl med sejr i pokalturneringen.
Det er derfor et hold smækfyldt med selvtillid og tro på, at tingene kan lade sig gøre, der venter Aalborg Håndbold.
- Det er to hold, der er meget lige. Måske endda med et lille plus til HCM. De tror på, at de kan vinde, det er der ingen tvivl om, siger Jesper Jensen.
Revanche til gode
Vinde kan de i HC Midtjylland. Oktober måneds omvendte opgør i Aalborg mellem de to hold trak HCM sig sejrrigt ud af med 26-25, og i weekenden fik den ambitiøse og investerende klub så en flot pokal til skabet, da GOG blev besejret i pokalfinalen.
- Det giver HCM en fordel, at de har trænet efter at toppe nu, mens det er vores første betydende kamp. HC Midtjylland har naturligt nok satset hårdt på succes i pokalturneringen og truppen er i topform.
Anderledes går Aalborg til opgaven. Klubben skal spille 15 betydende kampe på seks uger, og nordjydernes træning har handlet om at få formen til at holde over en længere, intensiv periode.
- Det er en fordel for dem, at de har spillet to kampe på højeste niveau, men omvendt kan det være, at de er lidt møre, siger Aalborgensernes cheftræner.
- Vi har revanche til gode. Jeg vurderer styrkeforholdet som 50/50.
Kampen mellem Aalborg og HC Midtjylland fløjtes i gang 19.45.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.