Jesper Jensen: Under al kritik
Cheftræner er frustreret over de store udsving hos Aalborg Håndbold
AALBORG: Aalborg Håndbold tabte onsdag aften med 25-27 til bundholdet Skive fH i Boxer Herreligaen, og nordjyderne mistede dermed førstepladsen til Skjern Håndbold.
- Det er elendigt. Vi har fået så mange advarsler i den her sæson, og det er under al kritik. Det er helt forfærdeligt, at man kan komme ind til kampen med sådan en indstilling til tingene, siger cheftræner Jesper Jensen.
Nederlaget blev grundlagt i en hovedrystende første halvleg med store mangler i begge ender af banen, og aalborgenserne var bagud 12-17 efter de første 30 minutter.
Et comeback var ganske vist under opsejling efter pausen, men gæsterne trak fra i slutfasen, og endnu et uacceptabelt nederlag på hjemmebane blev en realitet foran 3071 tilskuere.
- Vi burde nærmest undskylde til hver enkelt person. Der sidder et talstærkt publikum herinde, selvom vi også tabte på hjemmebane sidste gang til HC Midtjylland. Det er to hold, som vi bør være bedre end, og med den her opbakning i ryggen burde der heller ikke være nogen tvivl, siger Jesper Jensen, der undrer sig over holdets svingende præstationer.
- Det er for ringe, når vi har kvaliteterne til at vinde over alle topholdene, at vi så skal nosse sådan rundt i det mod bundholdene, fastslår Jesper Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.