Julehygge for dem, som trænger mest
Vejgaard Hallen lægger igen lokaler til kommunens julefest, mens P&P sørger for gaverne
De borgere, der ellers havde siddet alene juleaften eller havde mistet muligheden for at holde jul, er igen i år inviteret ned i Vejgaard Hallen til fælles juleaften.
Bag arrangementet står Aalborg Kommune med Center for Voksne og rådmand Mai-Britt Iversen, der i år har været med i 10 år - men hun er langt fra alene om at have gjort en langvarig indsats for de borgere, der måske ellers ikke havde mulighed for at fejre julen i festlige omgivelser. For traditionen tro leverer tekstilhuset P&P på Vejgaard Torv som eneste sponsor julegaver til alle dem, der deltager.
- Det betyder, at alle får noget at tage med hjem fra arrangementet, fortæller Jane Østergaard fra Center for Voksne.
Sidste år deltog 250 borgere, og det er meget retvisende for, hvor mange der traditionelt er dukket op. Og selvom der traditionelt set er mange ensomme ældre og hjemløse, som kommer på varmestuerne, der er inviteret med, så er der også en stigende tendens til, at langt flere børnefamilier end tidligere deltager i arrangementet.
- For de ældre er det også dejligt, at der er børn med, fortæller Jane Østergaard, der oplever, at mange ensomme i Vejgaard Hallen får en oplevelse fuld af smil og gode oplevelser med hjem i hjertet.
Om der i år bliver en anderledes sammensætning af borgere er svært at spå om, mener Jane Østergaard, der vurderer, at de nye retningslinjer omkring blandt andet kontanthjælp kan betyde, at endnu flere børnefamilier har behov for en ekstra håndsrækning i julen.
Under alle omstændigheder står kommunen klar til at give en hjælpende hånd - præcis som så mange år tidligere. Traditionen omkring jul i Vejgaard Hallen er gammel. Center for Voksne overtog den tilbage i 2013 og medarbejderne skiftes til at hjælpe til under arrangementet.
- En kommune af Aalborgs størrelse har en forpligtelse til at ingen skal sidde alene juleaften, siger Jane Østergaard og peger på, at der også politisk gennem årene har været stor opbakning til julefesten, hvor mange byrådsmedlemmer hjælper til.
Men ud over tjenerne fra Vejgaard Hallen, byrådspolitikere og medarbejdere fra Center for Voksne, er der ikke andre, der giver en hånd med - og det er der en god grund til, påpeger Jane Østergaard.
- Vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der gerne vil være frivillige - og der har vi sagt nej tak. Det kan godt blive ubehageligt, hvis der står en hel kødrand af folk og ser på én og ikke har noget at lave, påpeger Jane Østergaard, der mener at den nuværende konstruktion af julearrangementet i Vejgaard Hallen er, som det bør være - præcis som det altid har været.
- Det er et meget traditionsbundet arrangement - det er, som det plejer at være og det kan folk godt lide, siger Jane Østergaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.