Justesen: Ligeglad med de andre hold
Hobro-anfører Mads Justesen glæder sig over forårspremieren, men tænker ikke på de andre tophold
HOBRO: Hobro IK’s tophold trak søndag en smule fra, da kombinationen af søndagens sejr over FC Helsingør og 1. divisions andre resultater vekslede en delt førsteplads i rækken til en førsteplads med et point ned til nummer to og to point ned til nummer tre.
Konkurrenterne Vendsyssel FF spillede uafgjort i forårspremieren på Nordicbet Ligaen, mens HB Køge tabte.
Den øjeblikkelige føring på baggrund af andre holds pointtab er dog ikke noget, som Hobros anfører, Mads Justesen, bruger meget krudt på lige nu.
- Jeg er sådan set ligeglad med de andre på en eller anden måde, men jeg er glad for, at vi kom godt fra start.
Det er fint nok at være interesseret i, hvordan det går med de andre hold, men det vigtigste er, at vi klarer ærterne. Vi skal vinde så mange kampe, at det er nok, og så er det selvfølgelig positivt, at nogle af de andre sætter point til, men det er først i sidste runde, vi skal sørge for at ligge nummer et, siger Mads Justesen.
Han roser topholdet for forårspremieren, hvor Hobro kun gav en rigtig stor chance væk. Det skete efter fem minutter, da anføreren selv gled og gav nordsjællænderne en friløber.
I den anden ende afgjorde dødboldene opgøret for Hobro, der som det eneste hold i 1. division har det erklærede mål at rykke op i denne sæson.
- Vi ved bare, at hvis vi skal indfri det mål, skal alle ting fungere. Det skal dødboldene også. Vi skal også lave en del mål på dødbolde; specielt i de kampe, som ligger på vippen og skal åbnes. Det var sådan en kamp mod Helsingør, siger Mads Justesen.