Kæmpe skuffelse for Mors-Thy
Mors-Thy Håndbold smed sæsonens første sejr på gulvet hjemme mod TTH Holstebro
Opdateret 28. september 2018 kl. 06:33
HÅNDBOLD: Mors-Thy er stadig uden point i håndboldligaen, men sådan burde det ikke være.
Torsdag aften havde nordvestjyderne TTH Holstebro nede i sænken i Sparekassen Thy Arena Mors, hvor hjemmeholdet midt i anden halvleg førte med 23-17.
Det gjorde de takket være tre gode kvarter. For Mors-Thy var på toppen fra start. Søren Pedersen tog fra i målet, og Erik Toft satte tidligt sit offensive præg, så hjemmeholdet kunne tage de første små føringer - og siden erobre dem på ny, når TTH Holstebro nåede op.
Fra anden halvlegs start rykkede hjemmeholdet yderligere fra og skød tidligt Sebastian Frandsen til udskiftning - og midt i halvlegen sørgede Stefan Nielsen for seksmålsføring til hjemmeholdet.
TTH Holstebro var dog langt fra slået. Tværtimod. De satte ekstra tempo - og med tidligere Mors-Thy-profil Peter Balling i hovedrollen spillede de sig tilbage i kampen og fik første føring med fem minutter tilbage.
Den havde de også, da kampen sluttede med bøjede hoveder og store frustrationer hos Mors-Thys spillere, der måtte konstatere et bittert, bittert nederlag på 29-30.
Næste ligakamp for Mors-Thy er på tirsdag ude mod Aalborg Håndbold.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.