Kristendom

Kalder på følelser

De folkekirkelige sogne vil i den kommende tid blive rystet i deres grundvold af et lokalt, kirkeligt engagement, som ikke er set længe.

Det skyldes, at de senere års afkristning i det danske samfund har gjort en lang række kirker overflødige. En kendsgerning, der har ulmet i det kirkelige system - gemt væk under altertæppet. I mange kirker slides det kun af personalet. Samtidig er udgifterne stærkt stigende, mens andre instanser er tvunget til besparelser. Der er stort set enighed om, at der er for mange kirker med for mange gudstjenester med for få eller ingen deltagere. Men når det kommer til at træffe beslutning om, hvor og hvornår og hvordan en "ødekirke" skal lukkes ned, er der tilsyneladende ingen, der vil tage ansvar. Mange menighedsråd mener, de allerede har vist deres gode vilje, når de med biskoppelig velsignelse har skåret i antallet af gudstjenester, så der i sogne med flere kirker kun holdes én søndagsgudstjeneste på skift i én af kirkerne - en indrømmelse af, at der er for mange kirker i daglig brug. Men derfra og til at træffe beslutning om lukning er der en evighed. I dag er det menighedsrådene, der træffer beslutning om kirkelukning, og det er forståeligt, at folkevalgte medlemmer af et menighedsråd ikke vil huskes for at "droppe" pastoratets kirke med højrisiko for også at lægge sig ud med den del af sognets beboere, som ellers kun benytter kirken, når familiemæssige handlinger kræver det. "Bare hold fingrene væk fra vores kirke. Luk nabokirken! Den er der alligevel ingen, der bruger" kan vi høre fra dem - også medlemmer af menighedsråd - der heller ikke bruger deres egen kirke. Så vil de "lokalkristne" bekrige hinanden og sikkert i en kort periode møde hver søndag for at få statistikken i vejret. Derfor er det naturligvis også, at flere menighedsrådsmedlemmer har ønsket beslutningskompetencen flyttet til de enkelte provstiudvalg uden at tænke på, at provstiudvalget er sammensat af menighedsrådsmedlemmer fra hele provstiet samt af provsten, der ligger under for sit eget sogn, sin/sine egne kirker og ikke mindst menighedsråd/beboere. Men så er der selvfølgelig mange menighedsrådsmedlemmer, der kan vaske hænder, når andre træffer de nødvendige, men kedelige beslutninger. Derfor er tilbage, at lukninger enten sker efter politisk beslutning, og så er en vis herre løs, eller at biskopperne som foreslået af biskoppen over Fyens stift, Kresten Drejersgaard, træffer den nødvendige beslutning. De kender i forvejen fra indberetninger de gode og mindre gode tal fra de enkelte kirker, og de er så "langt" fra de enkelte sogne, at de ikke skal tage særlige, lokale hensyn. Her kunne en politisk beslutning om beslutningskompetencen være på sin plads - for at skære igennem alt ukristeligt bøvl. Diskussionen om, hvad de lukkede kirker skal bruges til, kan vi så "glæde" os til senere. Lukning af kirker kalder på alle slags følelser hos os alle. Men de mange medlemmer af folkekirken, som stadig "bekender" sig til den kristne tro, skal nødvendigvis også kunne registrere, at der samtidig sker en tiltrængt nytænkning i det kirkelige system. Snak skal afløses af handling og åbenhed. Ellers er det kun en stakket frist.