Hune

Kameraovervågning ødelagt ved kup i Hune

Tyve gik grundigt til værks, da de sprængte pengeautomat

Politiet ved gerningsstedet, hvor pengeautomaten blev sprængt ud af muren. Overvågningskameraet øverst th. blev også ødelagt af tyvene. Foto: Jan Pedersen
Politiet ved gerningsstedet, hvor pengeautomaten blev sprængt ud af muren. Overvågningskameraet øverst th. blev også ødelagt af tyvene. Foto: Jan Pedersen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:52

HUNE: Nordjyllands Politi leder stadig efter de gerningsmænd, som natten til torsdag sprængte en pengeautomat ved Spar-købmanden på Stenmarksvej i Hune og stak af med et ukendt beløb.

Politiet har blandt andet indsamlet overvågningsvideoer fra området, men der var ingen billeder fra overvågningskameraet ved kontantautomaten. Det kamera ødelagde tyvene.

- De ved, hvad de gør, siger politikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Politi.

Organiserede kriminelle

Han er overbevist om, at organiserede kriminelle står bag kuppet i Hune.

- Der er kriminelle grupperinger over hele landet, som laver den slags. Vi har set, at de nogle gange kører langt for at begå den type kriminalitet, siger politikommissæren.

Fremgangsmåden ved kuppet i Hune er set før. Politiet mener, at tyvene har sprøjtet gas ind i pengeautomaten, hvorefter en eksplosion blæste automaten ud af væggen.

Eksplosionen var så voldsom, at muren i købmandsforretningen slog revner, og ruder blev smadret.

Forsvandt hurtigt

Selv om tyvene også nåede at ødelægge overvågningskameraet, er det hele foregået meget hurtigt.

- Det har formentlig kun taget få minutter, siger Jens Møller Søgaard.

Beboere i området blev vækket af braget kort efter kl. 02 natten til torsdag, men ikke mange nåede at se noget.

Vidner bemærkede dog to mænd ved gerningsstedet, og efter eksplosionen kørte mændene væk i et sort køretøj i retning mod Blokhus.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden