Kamp for at få kreaturer under tag hurtigst muligt efter brand
Brandfolk arbejder stadig hårdt på slukning af gårdbrand, der opstod mandag aften
Opdateret 21. november 2022 kl. 23:34
VODSKOV: Cirka 100 kreaturer blev mandag aften reddet ud på marken, da der udbrød brand på en landejendom på Gravsholtvej øst for Vodskov.
Alarmen lød klokken 19.49, og brandfolk fra Beredskabscenter Aalborg har siden arbejdet på at få slukket branden, der er opstået på et loft med halm, som bruges som isolering i stalden.
Derfor måtte de mange kreaturer blive på marken i nat, og nu arbejder brandfolk på højtryk med at få slukket branden, så dyrene kan komme under tag hurtigst muligt.
Tid til malkning
Staldens murede hvælving har virket som brandsikring af loftet, og de holder endnu, hvor stalden stadig kan bruges, så snart efterslukningen på halmloftet er gennemført.
- Desuden arbejder håndværkere hårdt for at få el og malkeværk op at køre igen. Køerne skulle have været malket klokken seks tirsdag morgen, så de trænger virkelig til det, oplyser indsatsleder Rene Kærup.
Han har overtaget ansvaret for tirsdagens efterslukning, som han tirsdag middag vurderer til at vare frem til omkring klokken 16.
Svære betingelser
Da ilden brød ud mandag aften, var Bent Tindahl Pedersen indsatsleder, og han måtte tilkalde hjælp fra Hals, Dronninglund samt Beredskabsstyrelsen i Thisted.
- Ilden opstod på halmloftet, hvor det er meget svært at få den slukket. I begyndelsen kunne vi arbejde manuelt med at få flyttet den brændende halm, men når halmen blev løftet, gav det en voldsom brandudvikling og en masse røg. Derfor måtte vi i stedet arbejde med kran, fortæller Bent Tindahl Pedersen.
Hårdt arbejde
Fordi slukningen trækker ud måtte han tirsdag morgen sende brandfolk hjem og hvile på skift.
Bent Tindahl Pedersen roser i øvrigt naboer til ejendommen for deres indsats.
- De er kommet strømmende til i hobetal for at hjælpe med kreaturerne. Der er virkelig sammenhold på landet, når noget sådant sker, siger han.
Politiets teknikere skal undersøge, hvordan der kunne opstå ild på halmloftet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.