Kaos på motorvej
Flere uheld med lastbiler og personbiler skabte i timevis noget nær trafikkaos på E45 mandag middag
Opdateret kl. 16:57
HAVERSLEV: En lastbil stod ved 11.30-tiden mandag formiddag på tværs af motorvej E45 ved Haverslev.
Lastbilen kom kørende mod nord. Det betød, at motorvej E45 var meget svært passabel i godt en times tid
Kort tid efter det uheld var den gal igen - denne gang dog i sydgående spor mellem Støvring Syd og afkørslen til hovedvej A13 ved Sønderup.
Her var to lastbiler impliceret i et mindre uheld, der dog også gav en del trafikale problemer.
Klokken 12.53 skete der så lidt længere sydpå og igen i sydgående retning et mindre uheld med personbiler impliceret. Også det gav kødannelser på motorvejen.
Ryddet op igen
Ved 14-tiden kunne en travl vagtchef Peter Redder, Nordjyllands Politi dog konstatere, at der skulle være ryddet op på alle uheldsstederne, så motorvejen igen er passabel i begge retninger.
- Ved det første uheld var der først kørt en personbil ind i autoværnet, så den stod i overhalingssporet. Derefter forsøgte en lastbil at undvige, og det betød, at den stod på tværs af motorvejen, så trafikken gik næsten i stå. Der var et par meter i nødsporet, som kunne bruges til at passere uheldsstedet, forklarer vagtchefen.
Ingen mennesker kom til skade ved de mange småuheld.
Fygningen generer
Peter Redder siger generelt, at folk skal tænke sig grundigt om, inden de bevæger sig ud i vejret, og køre meget forsigtigt, hvis de vælger at køre ud.
- Vi vil ikke fraråde udkørsel, for det er ikke de store mængder, der kommer ned, men fygningen er stærkt generende for trafikken mange steder, konstaterer vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.