Karakterbogen bugner efter Spanien-kamp

Peter Balling og Jannick Green helt på toppen

Anders Thomsen
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Håndbold 17. januar 2018 23:17 - Opdateret 18. januar 2018 06:29

HÅNDBOLD: Usikkerhed og frustration er efter onsdagens sidste gruppekamp mod Spanien afløst af fornyet tro på de danske medaljedrømme ved EM i herrehåndbold.

I et tæt taktisk opgør fulgtes de to hold af til pausen - dog med Danmark i førersædet. Anført af en Mikkel Hansen i langt bedre balance og indskiftede Peter Balling var det danske angrebsspil i stand til at ommøblere den ellers så bevægelige spanske defensiv.

På grund af en skade, som vi endnu ikke kender omfanget af, til Danmarks førstevalg i målet Niklas Landin, kom Janick Green ind og fulgte på fornemste vis op på præstationen fra åbningskampen. Specielt i anden halvleg tog han det, han skulle og mere til og kunne lukke kampen ned med en redningsprocent på 48.

I den anden ende stod der Balling, Hansen og Lauge på angrebsspillet, og den formation formåede at løse de taktiske udfordringer, som Spanien forsøgte af bringe ind i kampen.

Peter Balling - 6

Ét prøveskud og så var kornet indstillet. TTH Holstebro-backen foldede sig fornemt ud både som skytte på mellemdistancen og som gennembrudspiller på ydersiden.

Han var her der og alle vegne i sin til dato bedste kamp på landsholdet. Fortjent kåret som banens bedste og det lover godt for Danmarks videre muligheder.

Jannick Green - 6

På mange måder blev det til en kopi af åbningskampen, og det var rigtig godt. Begyndte med en redning på straffekast og fik endnu engang sat en fed streg under, at Danmark kan regne med ham, når der er behov for det.

Står med ro og god placeringsevne og har i tillæg modet til at stole på sine reaktionsevner. Alle disse komponenter blev sat sammen til en redningsprocent på 48,

Henrik Toft Hansen - 5

Han fylder ikke meget på kamprapporten, men han løser sine opgaver meget flot. Både centralt i forsvaret og med ryk og masser af bevægelse i angrebsspillet er Henrik Toft Hansens betydning for det danske spil større - end han tildeles kredit for. Han er langsomt men sikkert ved at etablere sig som en nøglespiller med en hovedrolle for det danske forsvar.

Dagens skuffelse: Det danske kontraspil - 0

Danmark er nød til at finde grobund for en bedre udnyttelse af kontraspillet. Mod Spanien blev det ved tanken og ingen reelle kontraløb, og det kan vise sig at blive en mangelvare, hvis ikke det ændrer sig til de kommende kampe i mellemrunden.

Landstræner Nikolaj Jacobsen - 5

Den danske landtræner havde også fundet tid til at kigge indad. Der var derfor en Nicolaj Jacobsen i en langt bedre taktisk forberedt udgave. Store plusser for at foretage indskiftningen af Peter Balling og sætte spillet op, så højrebackens kompetencer kom i spil.

Plusser for at have 7:6 spillet klart og afstemt til, når Spanien ville komme med deres offensive 5:1 forsvar, og plusser i bogen for at være på forkant med en gameplan, som gav tryghed og struktur ovenpå en hviledag med mange spekulationer.

Karakterskalaen:

0 = tag dig sammen

1 = dårlig

2 = under middel

3 = middel

4 = over middel

5 = glimrende

6 = verdensklasse

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...