Karakterbogen: Stine Jørgensen bedst
Nordjyskes håndboldekspert Anders Thomsen imponeret over Danmarks anfører
Opdateret 21. november 2022 kl. 20:42
MALMØ: Danmark sled Tjekkiet op, men nuancerne blev tydeligere specielt i første halvleg.
Tegnene havde været der i de to første kampe, men mod Tjekkiet blev det tydeligt. Det danske forsvar står ikke helt så godt og solidt som antaget. Når Sandra Toft og kollega Althea Reinhardt ikke hiver 100 procents redninger op på frie spillere indover, ja så tegner sig billedet anderledes. 29 mål måtte Danmark indkassere fra en modstander, som vi normalt ønsker at måle os mindst et niveau over. Det tjekkiske hold var tydeligvis vel forberedt og formåede at ramme de svage punkter i den danske defensiv rigtig mange gange. Det vil modstanderne i mellemrunden formentlig også kunne.
Danmarks top 3
Stine Jørgensen - karakter 6
Hun var endnu engang sat i fokus som spilskaber, men også med en mere aktiv rolle som afslutter end mod Ungarn. Og hun må gerne skyde endnu mere i min optik. Udfordringen når hun skal sætte spillet op som playmaker bliver, at hendes spidskompetence forsvinder lidt, og det kan vi ikke undvære i øjeblikket på det danske landshold. Nordjyden var ubetinget banens bedste. Hendes kvaliteter er uundværlige for landsholdet og hendes skud fra distancen skal hun fortsætte med at sende afsted. Som straffeskytte er hun sikkerheden selv.
Anne Mette Hansen - karakter 5
Hun bliver heldigvis ved med at skyde på mål, og selv om der også er missere og mindre heldige aktioner i den defensive del af spillet, så byder hun ind når hun er på banen, og den kvalitet har et hold altid brug for. Hendes energi og gåpåmod smitter af på de andre og det er en god egenskab at ligge inde med.
Anne Cecilie la Cour - karakter 4
Så kom hun for alvor rigtigt ind i EM turneringen. Hendes valg af skudchancer var langt bedre iscenesat, udvalgt og ikke mindst eksekveret. Den store bue indover midten passer Anne Cecilie la Cour langt bedre end ud af i banen og hun kvitterede da også med flotte og vigtige scoringer i den danske sejr.
Dagens skuffelse - karakter 1
Mette Tranborg løber igen med titlen. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan Mette Tranborg reelt har det, men afkoder man hendes kropssprog og ikke mindst hendes spil, så virker hun utryg og ude af balance i forhold til det niveau hun har vist i ligaen. Hun minder om en spiller som ikke selv er overbevist om, at hun har egenskaberne til at løse den opgave hun er sat i. Derfor bliver det hele meget forkrampet. Skidt indsats i begge ender, og modstanden bliver kun svære i de kommende kampe.
Landstræneren
Klavs Bruun Jørgensen - karakter 4
Med risiko for at gentage mig selv, så er det altså svært at følge den offensive tilgang og strategi for det danske forsvar. Især når det fortsat betyder udvisninger på stribe, usikkerhed blandt spillerne og når det ender i helt åbne chancer. I anden halvleg var det dog et meget mere afdæmpet dansk forsvar som blev sendt på banen, lige som han valgte at spille smalt med truppen. Jeg tror det kan blive nødvendigt at tænke i alternativer når vi kommer til mellemrunden, hvis ikke der skal trækkes for store veksler på de samme spillere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.