Kartoflen blev fejret på Sæby Ældrecenter
Gasværksvej fik besøg af både postmester og borgmester
SÆBY: Fredag kl. 12 var der ekstra festligt på Sæby Ældrecenter.
Her mødte nemlig både postmester Merete Madsen og borgmester Lars Møller op. Postmesteren havde inviteret en postmedarbejder med, og vigtigst af alt - sammen havde de en flaske snaps under arme. Netop denne dag er nemlig kartoflens fødselsdag og det skulle fejres med en skarp til ansigtet over frokost - for snapsen er som bekendt er lavet af kartofler
Snakken gik over bordene om, hvordan det nu forholdt sig med den lille jordknold, der har været både leverandør til mad og drikke for dyr og mennesker gennem tiderne.
Allerede fra morgenstunden havde ældrecenteret sørget for, at kartoflen ikke blev glemt. Der var nemlig friskbagt rugbrød og franskbrød med kartofler til morgenmad, og til frokost blev der serveret gammeldags grydestegt kylling med nye kartofler - leveret af Klaus Jensen fra Understed - og dertil kom gammeldags mormor-agurkesalat og til dessert syltede frugter med flødeskum.
Til eftermiddagskaffe vankede der kartoffelkage og aftensmad bestod af kartoffelsuppe og rugbrød med nye kartofler på
Borgmesteren var så heldig at sidde til bords med et par ældre, der selv havde boet i Dybvad, der hvor hans egen gård ligger - og det fik de en god snak om.
En festlig dag i kartoflens tegn sluttede med kartoffelfranskbrød med ost til natmad.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.