Kirker støtter koncert i Thisted

Støttekoncert for de nødlidende på Afrikas Horn på søndag i Thisted Musikteater.

Fem kirker arrangerer den stort anlagte støttekoncert i Thisted Musikteater på søndag for de nødlidende på Afrikas Horn i samarbejde med Thisted Dagblad. Thy Gospel, Barbershopkvartetten, Trylle Andreas, Thisted Kirkes Drenge-mandskor, Klitmøller Gospelkor og Iversen Band går på scenen i musikteatret, hvor tv-meteorologen Michael Jarnvig er konferencier. Pinsekirken Pinsekirken i Thisted blev etableret i 1932. I 1994 købte man lokalerne på Tilstedvej 20 og omdannede dem til et moderne kirkecenter, med en sal til 250 mennesker og gode rammer for bogsalg, konferencerum, familierum, cafeteria m.m. Pinsekirken tror på Guds overnaturlige hjælp i menneskers liv - fysisk, psykisk og åndeligt, udfører alle kirkelige handlinger og er en del af den karismatiske kirkeretning, som på verdensplan tæller over 500 millioner mennesker og er den største kristne gruppering efter Den Katolske Kirke. Missionsforbundet Missionsforbundet i Thy er 125 år gammel. Ud af de i alt 21 menigheder, som findes i Danmark i dag, er menigheden i Thisted den første. Cathrine Juul kom til Thisted for at holde møder, og gjorde også en social indsats blandt fattige og ensomme. Her fik Kristine og Jens Jensen Maar en personlig omvendelsesoplevelse, som førte til, at han begyndte som prædikant og evangelist. De gik ikke meget op i læresætninger, men langt mere hvordan de skulle leve kristenlivet, være lys og salt i deres omgangskreds. Thisted Baptistkirke Baptistmenigheden i Thisted er stiftet i 1891. Kirkebygningen ligger i Rosenkrantzgade, hvor der normalt er gudstjeneste 1. og 3. søndag i måneden kl. 10. Menigheden ledes af et menighedsråd, der er valgt på menighedens årsmøde i februar. Baptistkirken praktiserer "troendes dåb", også kaldet voksendåb i modsætning til barnedåb, idet man ser dåben som en håndgribelig bekræftelse på Guds kærlighed til den enkelte og som den enkeltes synlige svar på Guds tiltale. Bibel & Missionscentret En stor del af menighedens "sjæl" har siden starten i 1990 været et kald til nationerne, hvilket har givet sig udtryk i en multietnisk forsamling med repræsentationer fra over 20 forskellige nationer. Kirken er opbygget som en cellekirke, hvilket betyder, at man ud over søndagens gudstjeneste mødes ugentligt i hjemmene. Bibel & Missionscentret er en evangelisk frikirke. Bibelen har den centrale plads i menighedens tro på, at hele bibelen er Guds Ord til os, og at den er kilden til sandhed for enhver, som tror. Thisted Kirke (Folkekirken), Den ældste kirke blandt arrangørerne. Der går en lige linje fra dengang, da Danmark var katolsk over Reformationen til den folkekirke, vi har i dag. Folkekirken har levet med en række strømninger ned gennem historien og bærer fortsat præg af disse strømninger. De forskellige holdninger til folkekirkens praksis kommer til udtryk i den daglige debat - men ellers især hvert fjerde år, når der blandt Folkekirkens medlemmer (ca. 80 pct. af landets borgere) holdes valg til menighedsråd. Det gør der i november i år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.