Klamydia-tal stiger i Nordjylland
Nordjylland trodser landstendensen og oplever en stigning i antallet af unge, der diagnosticeres med klamydia
Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:27
NORDJYLLAND: Efter flere år med fald stiger antallet af unge, der diagnosticeres med klamydia, i Nordjylland. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. Derfor er det vigtigt, at de unge prioriterer sikker sex, lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsen, der fra mandag kører årets landsdækkende Kun med Kondom-kampagne.
En kampagne, der ikke mindst har sin berettigelse i Nordjylland. For mens tallet falder på landsplan, stiger det altså i Nordjylland.
- Vi har ikke en forklaring på, hvorfor tallet stiger i netop Nordjylland. Men vi ved, at unge har en forkert risikoopfattelse, når det kommer til kønssygdomme. Når vi spørger dem, siger 84 procent af de unge, at de har lille, meget lille eller ingen risiko for at få en kønssygdom. Og det er ikke rigtigt, siger Søren Ingemann Zinck fra Sex og Samfund.
Flere diagnosticeres
Han understreger, at tallene reelt ikke siger noget om, hvor mange der er smittet med klamydia, da man kan være smittet uden at vide det. Derfor kan stigningen i tallene fra Nordjylland i teorien også være et udtryk for at flere eventuelt er blevet testet.
Det ændrer dog ikke på, at antallet af smittede unge helst skal ned. Og her er kondom stadig den bedste vej til sikker sex, fastslår Sundhedsstyrelsens chefkonsulent Niels Sandø.
Niels Sandø peger på, at fire ud af fem piger ifølge Sundhedsstyrelsens undersøgelser gerne vil have, at fyren foreslår kondom. Omvendt vil drengene gerne bruge kondom, hvis pigerne foreslår det, og de har det ofte med i baglommen. Men drengene foreslår det ikke så ofte selv.
- Vi vil med årets Kun med Kondom-kampagne fortælle, at den enkelte pige ikke står alene med ønsket om at bruge kondom. Det vil de allerfleste både piger og drenge faktisk gerne, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.