Klar med kaffe og basser

Der er kaffe, rundstykker og basser klar til eventuelle overnattende på rådhuset i Aabybro, når Jammerbugt Kommune tirsdag 20. marts om morgenen åbner for salget af de 25 nye grunde.

Grundene ligger ved Øster Hovens Vej og med den ny Aabyskoven som genbo. - Jeg tror der bliver stor interesse for grundene, og vi er klar med kaffe og morgenmad til de folk, der vil overnatte for at stå forrest i køen, siger borgmester Mogens Gade (V). På kommunalbestyrelsesmødet blev der fastsat en pris på 475 kr. pr. kvadratmeter. Prisen har der ikke været enighed om blandt politikerne. - Det er et kompromis, lød det fra Ole Stavad (S). Morten Klessen (S) ville gerne have prisen 100 kr. ned pr. kvadratmeter. Og Erik Ingerslev (SF) foretrak også en lidt lavere pris. Men prisen på de 475 kr. svarer til markedsprisen og matcher prisen på de private grunde i Aabybro, sagde Mogens Gade. - Vi skal se på markedsprisen. Vores grunde skal ikke sælges for en unaturlig lav pris, sagde Inge Pedersen (S) og glædede sig over, at grundene sælges efter først til mølle princippet. De seks nye grunde på Hedebovej i Biersted sælges også fra 20. marts. Her er prisen 260 kr. pr. kvadratmeter