Suldrup

Klar til en ny serie Højskoledage

Sognehuset i Suldrup dækker op til flere foredrag

Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller bliver en af den kommende sæsons gæstetalere i Sognehuset i Suldrup. Arkivfoto
Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller bliver en af den kommende sæsons gæstetalere i Sognehuset i Suldrup. Arkivfoto Getty Images/Blend Images

SULDRUP: Dårligt nok er 2016/2017-sæsonen slut, før planlægningen af en ny omgang "Højskoledage" i Sognehuset i Suldrup er i fuld gang.

Som sædvanligt bliver der seks af slagsen - fordelt henover vinterhalvåret - og foredragsholderne spænder vidt.

Første oplægsholder bliver tidligere lærer Jens Østergaard, der har indsamlet og bearbejdet stof om jæger- og fiske/bondekulturen ved og omkring Limfjorden i en 50-årig periode. Han har skrevet bøger og artikler, lavet film og holdt masser af foredrag om dette. I Suldrup taler han under overskriften "Fra katolske saltede sild til reformerte marinerede sild".

Efter Jens Østergaard følger politidirektør i Nordjylland, Elsemette Cassøe. Hun går ganske vist på pension som politidirektør 1. maj, men har alligevel lovet at holde oplæg i Suldrup under overskriften "Politiets opgave frem mod år 2020 - og vejen til direktørstolen"

I Luther-året kan "Højskoledagene" naturligvis heller ikke komme uden om Martin Luther. I anledning af 500-året for reformationen optræder Pia Fris Laneth med et foredrag om Luthers hustru, Käthe, under overskriften "Luthers Käthe og andre kvindfolk"

Folkekirkepræst Poul Joakim Stender står også på talerlisten i Suldrup i den kommende sæson. Den faste madskribent i Kristeligt Dagblad har valgt at kalde sit foredrag "Mad og tro".

Mad er i øvrigt også omdrejningspunktet i sæsonens næstsidste foredrag i Sognehuset i Suldrup. Tv-kok Claus Holm taler over emnet "Kant, kærlighed og kaos", inden fhv. udenrigsminister Per Stig Møller får lov at runde foredragsrækken af med et foredrag under overskriften "Dage og kampe".

Salget af sæsonkort til foredragsrækken i Suldrup indledes onsdag 5. april.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden