Klasseværelse under vand
Horne Skoles 5. klasse snorklede fredag formiddag til Naturmødet
Opdateret kl. 16:04
HIRTSHALS: Mere end 20 elever fra Horne Skole nær Hirtshals hoppede fredag formiddag i havet. 5. x fra Horne rykkede klasseværelset under vand sammen med WWF Verdensnaturfonden til Naturmødet. Og alle de elever, som var med til fredagens seance, hoppede i baljen.
- Jeg så tre vandmænd og holdt en søstjerne. Det har jeg aldrig prøvet før, sagde Signe Moseland Poulsen fra 5. x.
Den 12-årige skoleelev afsluttede dagen ved havet med en tur i varmt karbad på Husmoderstranden og en tur i sauna.
Og i karbadet var hendes klassekammerater enige med hende i, at det var sjovt at rykke klasseværelset udenfor denne fredag.
WWF Verdensnaturfonden holder fredag Opdag Havet på Husmoderstranden i forbindelse med Naturmødet i Hirtshals. Opdag Havet giver foruden en gratis snorkletur også gæsterne mulighed for at deltage i en strandvandring og at smage mad med havingredienser.