Klassisk musik reducerer stress

Musikken kan have samme virkning som to Panodil

Wiener Filharmonikerne kan foruden nydelsen have en smertelindrende virkning i niveau som to panodil.

Wiener Filharmonikerne kan foruden nydelsen have en smertelindrende virkning i niveau som to panodil.

Vi lever i en tid, hvor flere og flere får diagnoser som stress, angst og depression, men flere har fået øjnene op for musikkens forebyggende virkning.

Den moderne tilværelse sætter høje krav til vores præstationsevne, og alle statistikker viser en uafbrudt stigning i antallet af mennesker, der som konsekvens får ondt i livet.

Det har samtidig skabt en modbølge af tilbud, der kan give os et mentalt åndehul, en pause til at trække vejret, inden vi igen kaster os ind i ræset.

- Vi lever i sådan en stressende zapperkultur, og som modvægt begynder flere at dyrke eksempelvis yoga, meditation og mindfulness. Men et andet tilbud, som jeg kan mærke, folk er begyndt at søge ind i, er klassisk musik.

- Det er en genre, som skaber billeder i sindet, og som kræver tid og fordybelse - derfor er den meget anvendelig i forhold til at modvirke stress i hverdagen, siger musikhistoriker Jan Mygind, der i regi af Folkeuniversitetet underviser i Klassisk for begyndere i Musikkens Hus i Aalborg.

Musikhistorikerens pointe bakkes op af overlæge på Aalborg Universitetshospital, Per Thorgaard, der har forsket i musikkens medicinske virkning.

Denne forskning - og en lang række internationale videnskabelige undersøgelser - viser, at musik har en række medicinske virkninger.

Populært kan man sige, at eksempelvis i forhold til smerte kan en klaverkoncert af Mozart have samme virkning som to Panodil.

Per Thorgaard vandt i 2015 en grammy for Årets idé, fordi han var med til at indføre musik i ambulancer.

Især for hjertepatienter kan beroligende musik på turen til hospitalet gøre forskellen mellem liv og død, da den dæmper angst og stress og dermed frekvensen af slag fra det i forvejen belastede hjerte.

Overlægen mener også, at raske mennesker kan bruge musik og kultur bredt set til at forebygge stress.

- Hvor tidligere generationer især kæmpede med infektionssygdomme, så er nutidens store sundhedsproblematik samfunds- og stressrelateret.

- Der er lavet mange undersøgelser, der viser, at musik kan reducere konsekvenserne, siger han.

Per Thorgaard har desuden været med til at indføre "Kultur på recept" i Aalborg Kommune, og han forudser, at kultur og musik kommer til at indgå i flere behandlinger - som eneste virkemiddel eller i kombination med traditionel medicin.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst