Knockout og dansetrin

Med klubformand Mogens Breum som stævneleder og speaker var Bokseklubben Orion fredag vært ved et boksestævne i Thorup-Klim Hallen.

Tvillingbrødrene Mathias og Mikkel Jensen fra BK Orion mødtes i en træningskamp.

Tvillingbrødrene Mathias og Mikkel Jensen fra BK Orion mødtes i en træningskamp.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev afviklet 14 kampe, hvor de ni var med lokale boksere. Selvom de lokale boksere blev hilst velkommen med stående ovationer på vej i ringen og under kampene fik opildnende og begejstrede tilråb, herskede der en god og fair stemning i hallen. Første kamp i aftenens program var en træningskamp mellem tvillingebrødrene Mathias og Mikkel Jensen, Orion. Orions Noah Haidou mødte i myggevægt Ibrahim Mustafinow, Nykøbing Mors. Det var Noahs første kamp, hvor han fra starten udviste en vis nervøsitet. Det blev bedre i 2. og 3. omgang, men da var det for sent. Ibrahim havde for stort forspring og vand kampen med dommerstemmerne 5-0. Overlegen dame En kvindekamp mellem Lisbeth Andersen, Horsens og Orions Michelle Vinter blev et af aftenens højdepunkter. Med slag fra alle vinkler og smarte undvigelser viste Michelle sig som totalt overlegen i alle tre omgange og vandt kampen. Lasse Meelsen, Orion boksede sin første kamp, hvor han i weltervægt mødte Sajjad Ali fra Thisted. Thisted-bokseren viste sig som en uren bokser og fik flere henstillinger om at slå med åben handske. Lasse Meelsen boksede en flot kamp. Han viste sig som en fighter, men desværre blev det ikke til en sejr i denne omgang. Han tabte kampen 3-2. Rodi Ali fra Orion mødte i sin weltervægtkamp Carlos Rasmussen fra Horsens. Rodi kom godt i gang i første omgang, men begyndte så med noget, der mere lignede dans end boksning. Horsensbokseren ramte meget i både 2. og 3. omgang og vandt klart kampen med dommerstemmerne 5-0. Knockout En weltervægt kamp mellem Orions Ibrahim Bakouyan og Morten Dybdal, Nykøbing Mors blev en meget uskøn affære, hvor begge boksere på skift blev sendt til tælling. Kampen endte med, at Ibrahim blev slået ud og tabte på knockout i første omgang. Et af Orions helt store talenter Simon Larsen mødte i bantamvægt Mads Pedersen, Thisted. Det blev en kamp med megen flot teknisk boksning fra begge boksere. Problemet for Simon Larsen har tidligere været, at han slog for lidt. Det var der rettet op på i aftenens kamp og han vandt kampen med 4-1. Orions Roma Volik skulle i sin anden kamp møde Andreas V. Larsen fra BK Limfjorden. Kampen blev bokset i weltervægt og i sin vanlige stil gik Roma hårdt til værks fra første sekund. Modstanderen blev bombarderet fra alle vinkler og allerede efter 30 sekunder blev der talt over første gang. Roma fulgte op og pressede modstanderen ud i tovene med tunge kropsslag, der resulterede i, at sekundanten valgte at opgive for sin bokser. Sidste Orions bokser i ringen var Teis Andersen i weltervægt, der skulle forsøge sig mod den nykårede begyndermester Laurits Dalsgaard fra Vadum. Teis Andersen gik til opgaven og boksede godt i første og anden omgang. Men overmagten var for stor og i tredje omgang blev han presset hårdt og tabte til Vadum-bokseren med dommerstemmerne 5-0.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.