Køb en hund og undgå astma
Svensk undersøgelse peger på, at der er mindre chance for at udvikle astma, hvis man vokser op med en hund

Arkivfoto: Bent Bach Bent Bach
SVERIGE:Hunde er menneskets bedste ven og et populært kæledyr i mange danske hjem. Og i følge ny forskning er der da også god grund til at anskaffe sig en pelset følgesvend - især hvis man har børn i hjemmet.
Undersøgelsen, som er baseret på data fra mere end én million svenske børn, peger på, at børn, der har været i fast kontakt med hunde i en tidlig alder, har 13 procent mindre risiko for at få astma, når de er seks år gamle.
Forskerne fandt også ud af, at børn, som er vokset op på en gård med dyr, har hele 52 procent mindre risiko for at få astma senere i livet.
Hvorfor det er en fordel at vokse op med hunde, hvis man vil undgå astma, kan det svenske forskerhold dog endnu ikke forklare helt præcist.
- Det kan være en enkelt faktor, der gør det, eller mere sandsynligt en kombination af flere faktorer relateret til hundeejer-livsstilen, såsom hvordan hundeejere forholder sig til at børn udsættes for snavs og støv fra kæledyr. Som forældre i et hjem med både barn og hund, er det næsten umuligt at holde alting rent, og måske er det faktisk godt for børns fremtidig sundhed, siger professor Tove Fall fra Uppsala Universitetet, som er medforfatter til studiet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.