Køkkenchef på Ruths Hotel stopper
Efter kort tid er det slut med Jakob Spolum på Ruths Hotel. Han og kæresten, der også er restaurantchef på Ruths Hotel, flytter til Odense.
Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:52
Han nåede lige at skaffe seks gafler til sig fra NORDJYSKES madanmelder, inden det blev et farvel til Jakob Spolum på Ruths Hotel.
Han og kæresten Michelle Bøgelund Hemme flytter til Odense for at forfølge en fem år gammel drøm om at åbne en frokostrestaurant.
Det skriver Michelle Bøgelund Hemme på Instagram, og Jakob Spolum har delt det på sin Facebook.
Direktør Peter Christian Jensen er ked af beslutningen men støtter parrets drøm direkte på Facebook.
- Det er og har været et spændende og udviklende samarbejde med jer begge. Altid trist at skulle sige farvel til to dygtige mennesker, omvendt forstår jeg godt jeres beslutning om både at blive selvstændig med det omtalte frokostkoncept og være i nærheden af familie og venner. De bedste ønsker med projektet, jeg ikke er i tvivl om det vil blive en succes, skriver Peter Christian Jensen.
Jakob Spolum og Michelle Bøgelund Hemme stopper på Ruths Hotel den 30. april.
Hvem der skal erstatte Jakob Spolum, det er ikke på plads endnu.
- Jeg ryster ikke på hænderne i forhold til at erstatte Jakob Spolum, for jeg har både Michel Michaud i huset og også to souschefer og tre kokke, der alle havde hele sidste sommersæson her på hotellet. Så tager jeg den tid, der skal til for at finde den rigtige nye køkkenchef, siger Peter Christian Jensen.
Han bedyrer, at parrets beslutning om at stoppe ikke bunder i dramatik.
- Vi må erkende, at Skagen om vinteren kan slå folk omkuld. Man er væk fra sit vante netværk og familien. Vinteren kan være barsk heroppe væk fra storbyens liv, siger Peter Christian Jensen.
- Jeg betragter det heller ikke som et nederlag, at de stopper. De går ikke til en konkurrent eller et lignende job et andet sted. De forfølger deres drøm, siger Peter Christian Jensen.