Køkkenrenovering på plads
Bestyrelsen for Fruerlundparken glæder sig til arbejdet
Bestyrelsen for Fruerlundparken i Øster Hurup har søgt Udvalget for Kultur- og Fritid om tilskud til renovering af køkkenfaciliteter.
Udvalget for Kultur og Fritid godkendte ansøgningen på deres møde 4. oktober på Mariager Rådhus, og har bevilget kr. 50.000,- inden for udvalgets ramme.
Beskrivelse af projektet
I Fruerlundparken er der et Parkhus. Her bliver der holdt flere privatfester i løbet af året, alt fra barnedåb og bryllup til fætter/kusine fester og guld- og diamantbryllupper. Derudover bliver den også brugt i forbindelse med store arrangementer, hvor bygningen bruges som base for de frivillige, og blandt andet laves der mad til de frivillige i køkkenet. I Parkhuset er der plads til ca. 100 spisende gæster.
Der er dog et stort problem, og det er, at køkkenet trænger til fornyelse. Flere af delene i køkkenet er fra 1984, hvor bygningen blev bygget. Derudover er der sket en lille udskiftning i løbet af årene, men det har været med brugte skabe, de seneste fra 2003. Ovne, køleskabe og frysere er i rigtig god stand men opvaskemaskine, skabe mv. trænger alle til fornyelse, da de er over 20 år gamle.
I løbet af de seneste år, har Fruerlundparken gjort rigtig meget ud af at forny Parkhuset, både indenfor og udenfor. Indenfor er der blevet lagt nyt gulv, malet, isoleret og indkøbt nye møbler. Køkkenet trænger til en større renovering før parkhuset indvendig fremstår i rigtig god stand. Derfor søger Fruerlundparken om et tilskud hos Udvalget for Kultur og Fritid.
Økonomi
Fruerlundparken forventer, at kunne lave den komplette løsning for 158.305 kr.
Derudover ligges en hel del frivillige arbejdstimer i det, ved at tage det gamle køkken ned, herunder nedtagning af det gamle emhætte udstyr, som måler 2,5 x 3,0 m., som er placeret i loftet. Ved hjælp af de frivillige kræfter opsættes også nyt loft. Egenfinansiering er på 25.000 kr.
Fruerlundparken søgte Udvalget for Kultur og Fritid om min. 50.000 kr. til ovenstående projekt.
Fremtidsplaner
Investeringen i et nyt køkken er nødvendig, for at imødekomme den efterspørgsel, som der er efter at afholde arrangementer hos Fruerlundparken. Større arrangementer som netop afholdes i Fruerlundparken, er med til at skabe liv og løfte hele området.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.