Arbejdsulykker

Kørelærerulykken anses som en arbejdsskade

Kørelærer lagt i kunstig koma. Politiet anser ulykken på køreteknisk anlæg som en arbejdsulykke - Arbejdstilsynet giver ikke påbud

Arkivfoto

Arkivfoto

HOBRO:Den fulde rapport fra politiets bilinspektør, som var ude på køreteknisk anlæg på Gettrupvej ved Hobro for at inspicere ulykken torsdag, som har sendt en kørelærer i kunstig koma, er først klar om et par dage,

Nordjylland Politi melder dog allerede nu ud, at de anser ulykken som en arbejdsulykke, og ikke et færdselsuheld:

- Indtil videre arbejder vi med sagen som en arbejdsulykke, da det foregår på en lukket bane, som alle og enhver ikke har adgang til, siger Frank Liltorp, som er daglig leder af beredskab i Nordjyllands Politi.

Ved ulykken blev en 56-årig kørelærer fra Havndal alvorligt kvæstet, da han blev ramt af en køreskoleelev, der var i gang med at lave undvigemanøvrer.

Ved påkørslen blev kørelæreren kastet op over bilen, og ved landingen på asfalten fik han alvorlige kvæstelser i hovedet.

Intet påbud

Frank Liltorp henviser til Færdselslovens § 1, som siger at ”Loven gælder, for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.”

Vurderingen kan sammenlignes med uheld, der er sket under markræs på en aflukket mark, hvor færdselsloven heller ikke er kommet i spil, forklarer Frank Liltorp.

Arbejdstilsynet undersøgte torsdag aften ulykkesstedet, men er kommet frem til, at der ikke er grundlag for at give et påbud efter ulykken.

Og da der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, har Arbejdstilsynet ikke fundet grundlag for at udstede påbud, fortæller tilsynschef Rikke Aagaard.

Arbejdstilsynet afventer dog politiets rapport, inden de afslutter sagen. Den fulde rapport fra politiets bilinspektør forventes at være klar om et par dage.

Den 56-årige kørelærer er blevet lagt i kunstig koma, og hans tilstand er kritisk.