Kokkekongres bliver folkefest
Kom til DM i østersåbning og champagnesabling, når næste uges nordiske kongres for køkkenchefer kommer til Aalborg
Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:42
AALBORG: Valget faldt på Aalborg, når Nordisk Køkkenchefforening for første gang i ti år lægger vejen forbi Danmark til deres nordiske kongres. Når de 200 køkkenchefer i næste uge besøger Aalborg, så vil der også være tilbud til borgerne.
Arrangørerne fra Køkkenchefernes Forening i Danmark har nemlig allieret sig med Aalborg Kongres & Kultur Center og lavet et program, så gastronomisk interesserede nordjyder også kan være med.
Der vil blandt andet være en bredtfavnende række af serveringer og mulighed for at deltage i de udenomsarrangementer, der parallelt med kongressen er sat op, og som vil gøre begivenheden til lidt af en folkefest for den gode smag.
I AKKC vil man kunne besøge ”markedspladsen”, hvor et par snese af egnens mange mindre producenter af kvalitetsfødevarer tillige med køkkenmaskineleverandører viser frem med rig mulighed for smagsprøver. Andre steder i byen, blandt andet i kulturhuset Nordkraft, vil der også være relaterede aktiviteter herunder en halv snes foredrag og workshops om yderst varierede og brugbare emner med tilknytning til gastronomi – fra køkkenknivsslibning over vinproduktion i Danmark til Selina Juul fra Stop Spild af Mad.
Der vil også blive afviklet en nordeuropæisk semifinale i den verdensomspændende Global Chefs Challenge med deltagere fra otte lande, og der vil også blive afholdt officielt DM i østersåbning og champagnesabling, men også en nordisk tjener og nordisk pastry-konkurrence venter.
I år har rekordmange kokke tilmeldt sig, men dobbelt så mange ventes at deltage på forskellig vis, blandt andet som support for de deltagende konkurrencekokke.
For hele 28 topgastronomiske kokke skal nemlig samtidig deltage i nogle af de seks elitekonkurrencer, som afvikles med fri adgang for publikum i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Kongressen foregår i Aalborg i dagene onsdag til søndag den 3.- 7. juni.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.