Kommentar: Høgene fejlede, da det gjaldt

I stedet fes det ud i det rene ingenting.

En bronzemedalje - i øvrigt tredje gang på stribe - kan ikke bruges til så meget og er et skuffende facit på en sæson, hvor frederikshavnerne længe førte grundspillet og i perioder spillede drømmehockey anført af ligaens vel nok bedste førstekæde. Mærkelige udfald var det også, især på udebane, men generelt så det lovende ud undervejs.

I mine øjne var høgene favoritter til at snuppe guldet, da slutspillet gik i gang. Kvartfinalen var da også en ren udradering af Rungsted, som blev slået let fire gange i rap.

Men så snublede frederikshavnerne i en tæt semifinaleserie mod Herning.

Manglede rygrad

Man kan selvfølgelig tilskrive det de nok så berømte små marginaler, men når man spiller bedst af syv kampe, så er det endelige udfald næppe helt uretfærdigt. Høgene faldt igennem på udebane i semifinaleserien, og at tabe tre gange i rap i Herning er selvfølgelig ikke godt nok for et hold af White Hawks styrke.

Der manglede noget rygrad, noget struktur. Og jo, holdet var uden den skadede centerspiller Marcus Olsson, hvilket selvfølgelig havde en betydning. Men holdet burde alligevel have kunnet stå bedre imod.

Jeg medgiver, at høgene var det bedst spillende hold i den syvende og afgørende semifinale på egen is. Holdet skabte chance på chance, men scorede som bekendt kun en enkelt gang i 1-3 nederlaget. Der var helt sikkert et element af tough luck over kampens udfald.

Men resultatet bekræftede en lidt bekymrende tendens.

White Hawks formår ikke at toppræstere i de vigtigste kampe. Især 0-4 nederlaget hjemme mod Odense i pokalfinalen var en flov affære. Det samme kan man ikke sige om det førnævnte nederlag til Herning. Men det kendetegner på den anden side topatleter og sande tophold, at de præsterer det ypperste, når det gælder.

Det gjorde White Hawks ikke i den forgangne sæson.

Årsagerne bag er svære at diagnosticere.

Selvfølgelig ligger en del af ansvaret hos spillerne, der alle på kigge indad. Det samme må trænerteamet.

Mangler udstråling

Der er umiddelbart ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved cheftræner Peter Johanssons faglighed. Men jeg synes, han mangler udstråling. Han har til tider virket passiv i boksen under kampene, og i tv-transmissionen fra det afgørende semifinalebrag mod Herning vistes også billeder fra Johanssons ”peptalk” i omklædningsrummet i pausen mellem første og anden periode.

Stemmeføringen var hverdagsagtig og udstrålingen nærmest indolent som om det hele ragede ham en høstblomst.

På mig forekom det besynderligt al den stund, at han skulle tale sit hold op til en testosteronfyldt indsats i sæsonens hidtil vigtigste kamp.

Om en fyrrig peptalk havde gjort en forskel, kan man ikke vide. Men udelukkes kan det ikke.

To tredjepladser og en fjerdeplads de seneste tre sæsoner er selvfølgelig ikke dårligt. Men White Hawks har alle forudsætninger for at tage det sidste skridt.

Det handler nok primært om at holde på den suveræne førstekæde og måske tilføre truppen 2-3 vindertyper med stor mental belast.

Der mangler ikke ret meget. Kun at få hævet det alt for ringe bundniveau.