Fortidens dufte sniger sig ind gennem mine næsebor, dufte af røget sortsvin, kogt kål, stegt fisk, frisk fra Limfjordens vande i de farvestrålende lerkrukker, og jeg kan se deres vikingebåde vugge på bølgerne, der kærtegner fødderne af vores gamle Aalborg og som gav os vores første navn, Alabu, "byen ved vandrenderne".

Man får kuldegysninger af fryd, når man går over broen til Lindholm Høje og stiller sig foran montren med det pragtfulde fund af de fine mønter, som blev slået af Kong Hardeknud i 1000-tallet med navnet, "Alabu".

Ingen jantelov i Middelalderen

Andre dage kan jeg se munke og nonner og fine forretningsmænd.

Jens Bang, der rækker tunge af byens spidsborgere, som kritiserer ham i prangende facon og hans gigantiske stenhus, som ved opførslen blev bygget i flammende farver efter hollandsk renæssancestil.

I baggården kan man se et stykke af den ildrøde mur. 

Der var heldigvis ikke megen jantelov eller nordjysk, falsk beskedenhed ved den stolte Jens Bang.

Nøj, hvor må byen have set forrygende ud i Middelalderen!

Åh ja, minder om Middelalderen, som har efterladt os så uendeligt mange erindringsgaver her i gamle Aalborg, levn fra fortiden, som pibler frem fra undergrunden hver gang, Byggemand Bob går i gang med at grave i vores historiske bymidte.

Hvor kunne jeg ønske for alle i Aalborg, at man fordyber sig lidt i byens kulturhistorie, for så bliver det hele meget større, og ens syn på byen får en omgang romantisk nostalgisk lak højglans.

Alting bliver skønnere at se på, når det pakkes ind i en fortælling og i et kærligt blik fra fortidens pragt, lidt ligesom med kvinder efter en vis alder.

Kanske jeg er blevet særligt romantisk og nostalgisk efter 22 år i Frankrig, eller også er det bare min livlige fantasiverden?

I al fald kører billederne, som når nu faster går i Salling på en omstigning efter tre lag pålæg fra Salling Delikatessen til "en billig penge", da drømmer jeg mig ud til Hasseris Kirke og den smukke gamle bindingsværksbygning, Svalegaarden, med selskabslokaler og som tidligere stod på den grund, hvor Salling nu ligger.

Står jeg foran Jens Bangs Stenhus og spejder ned mod Fjorden, så tænker jeg på dengang, der løb åer gennem vores midtby, og vi blev kaldt "Nordens Venedig" og små handelsskibe kom sejlende ad en lille kanal hen til Stenhuset for at hejse varer op på første etage med reb og tov.

Mangen en gang har jeg stået med den franske popo i vejret og snuden begravet i jorden, når en byggegrund var blevet sat i bero til fordel for arkæologerne, der her i vores by, så rig på kulturhistorie har fået så mange erindringsgaver foræret.

Gavlhuset i Algade

Jeg husker især Gavlhuset!

Gavlhuset som blev revet ned i 2007, bygget om og som nu hedder Fætter BR i Algade.

Gavlhuset er historisk på mange måder. Bygningen var én af de ældste bindingsværksbygninger i Aalborg, dateret til omkring 1400-tallet, og ved udgravningerne fandt man mere end tusind stykker uvurderlig kulturhistorie, herunder et hønseæg fra 1300 tallet.

På vores Historiske Museum kan man se en hel udstilling dedikeret til disse fund.

Men for et 70'er-barn som jeg selv er Gavlhuset også mindet om en butik, som på en måde var en del af mit liv, min verden, min familie, min sjæl og mit hjerte.

Åh, Louise, Betina, Anne, Gry og alle de andre rødder, kan I huske, hvor ofte vi gik i Gavlhuset, og vi kælede for den gigantiske sankt bernhardshund, som lå lun og blød foran indgangen? 

Dengang var der ingen rulletrappe, og man måtte sno sig gennem de smalle gange helt ned i bunden af butikken. 

Det var som en fabelagtig rejse gennem tid, steder og fremmede lande, og så kom vi ind, og der gik elektriske ladninger gennem vores sjæl af de dufte, der ramte os i hjertet:

Kokostæppet på gulvet, de parfumerede sæber, der var formet som lyserøde roser, shampooer og badesæbe i skrigende pink med duft af hyben og bonderose, bolsjerne. 

Der var glaskrukker med bolsjestænger i alverdens farver, gul, grøn, blå, lyserød, stribet, og der var røgelse, og det var en blanding af østerlandsk stemning, Bali, Indien, Ibiza eller fransk charme, St. Tropez og Brigitte Bardots espadriller eller Woodstock flippernes rød-hvide Palæstina tørklæder, og der var små figurer til datidens dille, den fine lille sætterkasse af træ med små bitte rum til små bitte dikkedarer.

Og der var glaskugler i alle størrelser og med den farvestrålende spiral indeni.

Minder om nipsenåle

Og så var der det mest vidunderlige: Der var de små finurlige farvestrålende "fortidsminder", de kære små nipsenåle.

Kan I huske dem veninder?

Vi havde vores lille gammelrosa fløjlspude, og så gik vi i gavlhuset jævnligt, og henne ved disken lå der en hel kvadratmeter af nipsenålepuder fyldt med de mest eventyrlige nipsenåle.

Der var nåle med en lille kugle i samtlige dimensioner og samtlige farvenuancer, der var nåle med blomster, en rose, en mælkebøtte, en lille rød skovsvamp med hvide prikker, der var et egern, en delfin, en lille snedig ræv, en kanin, et hoved med en nissehat og alle slags fugle, en papegøje, en and, en svane.

Min foretrukne var den lyserøde rose og den lille ballerina med sit lyserøde skørt.

Hvilken nipsesål er din yndling?