Det vil sige, at vi er ude i provinsen - langt, langt ude i min kones hus i landsbyen, Kongtabang, hvor hun har otte nulevende søskende boende i gåafstand fra hinanden.

Skal vi sige det på den måde, at de kommer hinanden ved , og at jeg er den eneste hvide mand.

Jeg plejer at sige, at min kones opvækst er at sammenligne med min farmors opvækst i starten af 1900-tallet. Farmor var en af 15 søskende i en fodermester familie, så det var små og fattige vilkår - det siger sig selv.

Min kone er født i 1969 som yngste af 10 søskende i en bondefamilie, som levede af jorden, for jorden og bogstaveligt sagt på jorden. De var fattige, men altid glade og fik som regel noget at spise hver dag, men aldrig uden, at de måtte kæmpes for det.

Min kone siger ofte: "Vi har ingenting, men vi smiler altid og er glade. I Danmark har vi alting, men er tit sure og gale - måske det regner for meget?"

Meget lidt er sket i landsbyen, siden min kone var barn. Få har fået bygget et nyt hus, de fleste har fået en scooter og mange har fået mobiltelefon. De lever stadig af jorden og på jorden.

Hvordan man i Thailand oplever klimaforandringer, er jeg ikke klar over. Jeg er dog sikker på, at de er vandt til store udsving og voldsomme hændelser, der har kostet menneskeliv og ejendom. Det man dog ved selvsyn konstaterer er deres vedholdende, higen efter at få jord lagt på grunden, så de kommer højere op og dermed undgår oversvømmelse ved de voldsomme regnskyl. Inden de bygger nyt, bruger de rigtig mange ressourcer på at køre jord til, så de kommer op i et højere niveau.

Hvis klimaforandringen er noget diffus her i Thailand, så står generationsforandringen fuldstændig tydelig. 

Alle de unge vil væk hvis de kan. Væk fra det der med jorden og det liv, som ikke rummer den store udvikling i forhold til, hvad de ser hos deres forældre. De flytter ud mod kysten til industrialisering og turismen. Hvis de er heldig får de et job, de lige kan leve af, hvis da ellers de er klar til at byde ind med 50-60 timer om ugen. 

Oplyste fra internettet som de er, ved alle jo, hvilket standarder, der findes i vores del af verden, og det bliver jo så målet.

Så den står på hus eller lejlighed med alle de bekvemmeligheder, vi kender til - plus masser af aircondition, en motorcykel eller to - og allerhelst en stor Pickup truck med dobbelt kabine og lad til grill, kølekasser og alt andet, der kan være bekvemt at have med.

Hvad der var deres forældres hånden til munden, er nu 7-Eleven plastikpakkede kølede fristelser eller hvad, der sælges ved take-away og små gadekøkkener. Alt af plastik i skinnende farver frister, og prisen er billig, så det er bare en "køb-og-smid-væk"-kultur, der hersker .

Kort sagt: Så er generationsforandring her lig med forbrugsforandring og dermed et kæmpe energi- og ressourceforbrug .

På jorden - og forbrug af jordens ressourcer i stor og uhæmmet stil - er med et affaldsbjerg til følge. Det er uvidenskabeligt let og logisk at se for en bonde fra Vendsyssel.

Jeg har ikke forsøgt mig i en klima- og ressourcediskussion. 

Sprogligt er det svært. De har ikke nået at lære engelsk , men deres attitude siger mig, at de mener, at de har en udvikling til gode, og at de har ret til et forbrug. Og hvis nogen skal spare og sikre ressourcer og klima - ja, så er det os. Vi har jo haft forbrugsfesten.

Det har de jo så ret i, og vi kender alle til de anstrengelser, vi gør os i den vestlige verden.

Jeg deltager gerne. Jeg er forandringsparat både selv og med mit landbrug.

Men en ting er helt sikkert: Jeg vil til enhver tid forbeholde mig retten til at holde en god jordforbindelse, tænke en ekstra gang og lade fornuften råde.

Mange i det hjemlige politiske har haft den ynglings disciplin at krave op i "løftetræet".

Der hænger de nu på de yderste tilsagnskviste og skal på en eller anden måde hjælpes ned.

Nogle har vi set hoppe ned, de slår sig slemt, nogen - ja, nærmest helt fordærvet.

Svarer-udvalgets rapport er så blevet en slags falddæmper, som man nu skal forsøge at få lagt tilrette.

Et faktum er, at uanset hvad vi gør med afgifter på biologiske processer, er det i den store sammenhæng totalt umåleligt og uden effekt.

Set herover fra Thailand minder debatten derhjemme, og de dommedags røster, der lyder, mest af alt om en fanatisk religiøs sekt, hvor lærde og skriftkloge hysterisk råber på bodsgang og pisk med tjørnegrene og tidsler.

Hold nu jordforbindelsen og tænk jer om en ekstra gang. Lad fornuften råde og hjælp så hinanden pænt og ordentligt ned fra løftetræet.