Da jeg cyklede forbi 2B, dukkede et indlysende spørgsmål om mordene op i mit hoved
Inden for meget kort tid er mange kvinder slået ihjel i Danmark, og Nordjylland er heller ikke "gået fri". Hvorfor indfører vi ikke bare de tiltag, som virker i andre lande?
Opdateret kl. 17:13
Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens egen holdning.
Hver morgen de seneste dage har det ramt mig som en hammer, når jeg er cyklet forbi.
Den grå dør med de store hvide bogstaver. De røde mursten. Blomsterne på fortovet.
For synet har været en påmindelse om, at mænd slår kvinder ihjel.
Ofte.
I sidste uge var det en kvinde i 40erne, der i en lejlighed på Vesterbrogade i Nørresundby blev slået ihjel af sin tidligere samlever. Sin mandlige samlever.
Hun er væk, men blomsterne ligger tilbage som minde. Et minde om at hun havde et liv. Men også for at minde om, at vi andre, samfundet, måske kunne have reddet hende.
Det gjorde vi ikke. Hvorfor?
I 2025 har der været i skrivende stund været 14 sager, hvor politiet efterforsker ud fra den teori, at den afdøde kvinde er blevet dræbt eller har været udsat for dødsvold.
Tallet er 6 alene for juni måned.
Nordjyske skrev sidste år om, hvor mange kvinder der i Nordjylland er blevet dræbt fra 2000-21. Og om hvordan 287 dræbte kvinder blev mindet foran biblioteket i Aalborg. Heraf var 26 fra Nordjylland.
Som langt de fleste nordjyder er smertefuldt bevidste om, er det tal steget siden.
Der er masser af grunde til at sætte fokus på kvindedrab. Men medier og politikere bør have mere fokus på løsninger end på forargelse, når endnu en kvinde bliver dræbt. Det mener også Ditte Bjerregaard, som Nordjyske talte med i forbindelse med mindeceremonien.
- Vold mod og drab på kvinder er helt normalt. Det er ikke en sensation, når en kvinde bliver dræbt af sin eksmand. Det er desværre bare normalt.
Men hvad er løsningerne så? Det er utopisk at tro, at mennesker ikke længere vil slå hinanden ihjel, hvis vi bare skruer på nogle få knapper, men der er knapper at skrue på.
Jeg er ikke ekspert på området, så jeg synes helt ydmygt, at politikerne bør lytte til dem, der er.
Her får læseren tre udvalgte forslag, jeg har stjålet fra Kvindehuset Danner, der kæmper mod vold mod kvinder.
1. Fra 1. juli træder en forsøgsordning med "omvendt fodlænke" i kraft, hvor politiet i tre politikredse kan påbyde op til 15 personer at bære en GPS-fodlænke, hvis de har opholdsforbud, fx for partnervold eller stalking, og politiet vurderer, at en fodlænke er nødvendig for at sikre, at et opholdsforbud bliver overholdt.
Det gør, at det er voldsmanden eller stalkeren, der skal "overvåges" i stedet for, at det er offeret, der skal overvåges eller være på konstant vagt. Forslaget er gennemtestet i Norge, men i Danmark skal det åbenbart testes i tre år yderligere. Hvorfor? Indfør det dog bare.
2. Vi har brug for at lære af de partnerdrab, der allerede er begået, og dele viden på tværs af myndigheder. I mange tilfælde har offer eller gerningsmand været i kontakt med en eller flere myndigheder forud for drabet.
Derfor: nedsæt en partnerdrabskommissionen, hvor alle relevante myndigheder og aktører kan dele oplysninger med hinanden om den enkelte sag, for eksempel skadestuer, socialforvaltninger, skoler, jobcentre og politiet.
3. Lær af andre lande. I 2023 fik Danmark en handleplan med cirka 20 tiltag. Til sammenligning indeholder den nyeste handleplan i Norge mod partnervold- og drab over 100 tiltag. I Spanien har de haft succes med at implementere en ambitiøs national strategi med cirka 400 tiltag, som har halveret antallet af partnerdrab. Det er okay at kopiere politik, der virker.
4. Vi skal opspore og sætte ind tidligere mod partnervold, så flere kvinder hjælpes ud af volden tidligere. Inden det risikerer at ende i partnerdrab.
Det kræver flere af de indsatser, der allerede eksisterer i dag.
Så kære politikere, der er masser af viden om, hvad der virker. Så lad os da gøre noget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.