Har du tabt kvindekampen, hvis du insisterer på at passe dine egne børn?

Og nu står en ny generation af kvinder og spørger: Er det her virkelig det, vi kæmpede for?

Kæmpede vi for travle morgener, der styres slavisk på minuttallet i forsøget på at komme ud af døren i ordentlig tid for at aflevere børn i institutioner med for få voksne? Kæmpede vi for eftermiddage uden overskud, og hvor skærmen for ofte er den letteste løsning - og for weekender, der er spækket til med praktiske gøremål og aftaler i forsøget på at indhente det forsømte fra hverdagen? 

Selvom en stor del af børnepasningen er blevet udliciteret, så har vi stadig ikke opnået fuld ligestilling i hverken erhvervslivet eller på den politiske scene. 

Er det så virkelig det værd? Kæmpede vi for følelsen af aldrig helt at slå til - hverken på jobbet eller derhjemme?

Det er en virkelighed, som en ny generation af kvinder i disse år i stigende grad siger fra over for. Nogle vælger at gå ned i tid eller måske endda at hjemmepasse eller hjemmeundervise børnene. 

Men det er ikke omkostningsfrit at sige fra. 

For dem, der vælger at skrue ned og sige fra over for hamsterhjulet, bliver hurtigt mødt af kritik: At de sender kvinderne tilbage til 1950'erne. At de undergraver velfærdsstaten, der er så afhængig af deres arbejdskraft.

På samme tid har vi de kvinder, som går målrettet efter karrieren: I disse år skal de lytte til, hvordan vi nærmest svigter vores børn, når vi sender dem i daginstitutioner med pressede fysiske rammer og for få voksne. At vi ikke får nok børn til at kunne opretholde det velfærdssamfund, vi kender. At vi prioriterer møder og arbejdsopgaver over nærvær. 

Definitionen af at vælge "rigtigt" kan føles ret snæver. 

I stedet for at pålægge den enkelte kvinde at træffe det "rigtige" valg, burde vi kigge på vores samfundsstruktur.

For vi har stadig et arbejdsmarked, der favoriserer dem, der kan arbejde fuldtid, tage aftenmøder og svare på mails efter klokken 20. Deltid er uambitiøst og flugter ikke med en forfremmelse. 

Samtidig er omsorgsarbejdet i hjemmene fuldstændig fraværende i samtaler om samfundsøkonomi. Det tæller ikke. Det honoreres ikke. Det bliver kun nævnt som en udgift, hvis det betyder færre hænder på arbejdsmarkedet.

Vi har ikke brug for et samfund, hvor alle kvinder træffer det samme valg. Og det er heller aldrig det, som ligestillingskampen har handlet om. Vi har brug for et samfund, hvor valget er reelt, fordi de værdisættes lige højt.

Uanset om du knokler for at opnå næste milepæl i karrieren eller knokler for at få en familie til at hænge sammen. Eller en kombination.

Og uanset om du passer dine egne børn på fuldtid - eller vælger aldrig at få nogen.

God kampdag.