Svaret overraskede aldeles ingen, og det kan vel også kun kaldes en mild overraskelse, at mødet sluttede med en klapsalve. Der blev - ifølge tidligere minister Mogens Jensen - klappet af den dygtige formand, der trods det sviende nederlag ved kommunalvalget stadig er ubestridt leder af landets reelt eneste folkeparti. 

S fik 23 procent af alle stemmer, og ren katastrofe er det jo ikke. Endnu. At den indtræffer ved det kommende folketingsvalg skal ikke udelukkes. 

Forudsigeligt er partiets reaktion på nederlaget i den grad. Nu vil de - som landsholdet - hjem og analysere på nederlaget. Undskyldninger skal udtænkes, rapporter skrives og fokusgrupper nedsættes. 

Hærskaren af rådgivere, både de særlige og de almindelige, får travlt med at finde et svar på, hvad der gik galt i valgkampen.

Forklaringer/undskyldninger vil lyde som gentagelser: Vi skal blive bedre til at favne land og by, måske sænke momsen på fødevarer, stramme/løsne udlændingepolitikken og generelt stå skarpere i rødt. 

Rådgiverne kommer dog næppe til at pege på, at de selv er en del af det egentlige problem. 

Men det er de. For træthed af tone og stil fra S synes mere vigtig end egentlig politik. Valgets tale er et opgør mod den socialdemokratiske følelse af ret til magten, en protest mod bedrevidenhed og arrogance.  

Kun få har stemt på Støjbergs parti, fordi de reelt tror på, at Danmarksdemokraterne kan redde købmanden fra den truende lukning eller sikre timedrift til udkanten. Men Støjberg har været eminent til at få DD til at fremstå som en slags protestbevægelse mod det moderne socialdemokrati.

Men det er ikke bare vælgerne, der har forladt S. 

Også de, der tidligere blev regnet som rigtige politiske venner, har fået nok. Over det ganske land blev der indgået alliancer, der politisk set var ganske meningsløse, men tjente et eneste formål: At isolere S i skammekrogen, uden indflydelse.

Få steder lykkedes den taktik bedre end i Region Nordjylland, hvor S-ydmygelsen blev total. Ved valget i 2017 fik S 37 procent at stemmerne, i år blev det til sølle seks mandater, og den ikke videre fornemme formandspost i Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse. 

Den slags nederlag gør ondt som 2-2 mod Belarus, og det gør også ondt, at partiet må nøjes med to nordjyske borgmesterposter. Partitoppens glæde over en borgmesterpost i Morsø kommune er overskuelig. Det vil nærmere være at betragte som salt i - fremfor plaster på - såret. 

Eneste nordjyske S-lyspunkt var Aalborg. Hver tredje satte kryds ved liste A, og selvom 32 procent ikke er imponerende i en historisk kontekst, så var det ubetinget en sejr for Lasse Frimand Jensen. 

Sikker var borgmesterkæden dog ikke - kun fordi  radikale Jes Lunde i sidste ende afviste bejleriet fra blå blok, endte kæden hos S. 

Således består det socialdemokratiske hundredårsrige i Aalborg mindst fire år endnu. 

Men sprækkerne i fundamentet er tydelige, og polyfilla-lapning fra analyseafdelingen rækker næppe næste gang. 

Spørgsmålet er, om folket egentlig vil have et folkeparti.