Som om det er det vigtigste at få på dagsordenen i en tid, hvor der er krig i Europa, vrede landmænd overalt demonstrerer stadigt mere voldsomt, og hvor et stigende antal virksomheder og investorer flytter væk fra EU. Den prioritering virker ærligt talt absurd.

Spidskandidaterne fra Socialdemokratiet og Venstre - Christel Schaldemose og Morten Løkkegaard - kræver, at kongehuset får rettet op på, hvad sidstnævnte, smart, kalder for en "lapsus". Vi skal forstå, at der bør indføres ligestilling mellem folketingsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet, så MEP'er også kan blive indstillet til eksempelvis en Ridderorden. Det argumenterede de for i Politiken sidste weekend. 

Spidskandidaten fra Socialistisk Folkeparti, Kira Marie Peter-Hansen, der nok vil ha' ligestilling - men ikke ordner - synes, at kongeparret skal opholde sig mere i Bruxelles og generelt orientere sig mere imod de europæiske politikere. Begge forslag er pragt-eksempler på rendyrket populisme og tilsat en god slat passiv-aggressivitet.

Indstilling til fornemme ordener er ikke en rettighed for politikere

Den der tone: At "det er uretfærdigt for os, at vi ikke får en orden" - når det ovenikøbet kommer fra politikere i partier, der i deres værdipolitiske fundament, faktisk ikke er store tilhængere af monarkiet - er lige så komisk, som det er udtryk for et uværdigt mindreværd.

Ja, kongehuset er populært som sjældent set. Også i partier, der normalt ikke tager historiske institutioner så alvorligt, som de borgerlige partier til den konservative side af det politiske spektrum traditionelt set gør. 

Det lyder næsten som om der siges, at: "Nu, hvor vi er så mange, der kan li' jer, så må I hellere give os en orden - ellers holder vi op med det igen!".

Helt ærligt: Hvis et dansk medlem af Europa-Parlamentet en dag gør noget virkelig stort for Danmark, skal vedkommende såmænd nok blive indstillet til en orden. Ligesom det faktisk sker i andre lande i Europa. Men så længe ingen indstiller en MEP'er, kan kongehuset ikke klandres for ikke at udnævne en af os til ridder. 

Mig bekendt - kan i hvert fald - ethvert ministerium i kongeriget sende forslag til ridderudnævnelse til ordenskapitlet, så Kong Frederik 10. kan vurdere indstillingen. At det ikke sker i dag, skyldes sørme ikke en "lapsus" i kongehuset.

Desværre lyder udtalelserne fra Christel Schaldemose og Morten Løkkegaard også lidt for overenskomstagtige på den dårlige måde; som om en orden er noget, man automatisk skal tildeles på niveau med et ekstra løntrin eller frikort til DSB. Uanset om man reelt har gjort sig fortjent til indstillingen. Det er jeg inderligt imod.

Kongehuset er ikke ligesom en automat i Tivoli

Efter min mening er også SF's spidskandidat, Kira Marie Peter-Hansens, krav om, at det nye kongepar - for at signalere, at de interesserer sig for EU - ved at gennemføre officielle besøg i Europa-Parlamentet - mærkværdigt. 

Det smager af lidt den samme pibe, som Schaldemose og Løkkegaard bakker på: "Ja, også i SF kan vi li' jer, men det bliver vi kun ved med, hvis I danser rundt i EU, som vi ønsker det."

Jeg er overbevist om, at vores nye kongepar udmærket er i stand til at vurdere en eventuel indstilling af en MEP'er til en orden, og selv kan fornemme, hvornår et officielt besøg til EU's mange institutioner i Bruxelles eller Strasbourg skal finde sted. 

Kongehuset er ikke en automat i Tivoli, som vi politikere skal kaste mønter i for at få lige præcis den form for anerkendelse eller symbolske signalgivning, som vi i øjeblikket ønsker os.

Europa-Parlamentet står overfor vigtigere udfordringer

Og da slet ikke, når Europa og de danske vælgere, som skal stemme til EU-valget til juni, fortjener fokus på det, der er vigtigst lige nu: Hvordan hjælper EU med at få Putin ud af Ukraine hurtigst muligt? 

Hvordan sikrer EU sig bedst i lyset af risikoen for Trump tilbage i Det Hvide Hus, og en usikker fremtid for NATO?

Hvordan når vi klimamålene som lovet uden at smadre vores økonomi? Hvad gør vi ved de vilkår, at vi mangler arbejdskraft, bliver ældre og ældre, får flere og flere sygdomme - og samtidigt forventer, at levestandarden og trygheden kun bliver bedre i årene fremover?

De udfordringer kan hverken ordner eller kongerøgelse i Bruxelles gøre noget ved. 

Det burde de tre spidskandidater signalere i deres prioritering af, hvad de bruger journalisternes tid på, når de har deres opmærksomhed. 

Vores tid har i dén grad brug for politikere, som ikke siger det, de tror, vælgerne gider høre på - men siger det, vælgerne har krav på at blive inddraget i. Også det konfliktfyldte og komplicerede, og især det, der ligger udenfor Danmarks fysiske grænser og umiddelbare horisont. Især når den rigdom vores land i disse år nyder godt af, faktisk skyldes de muligheder, det hidtil frugtbare indre marked har skabt for dansk økonomi.

Tænk hvis bare én af de 15 danske MEP'ere en dag formåede at sikre Danmark et markant fodaftryk i EU-maskineriet, som anerkendelsesværdigt i hele EU's interesse? Der er jo nok af udfordringer at kaste sig over. Mon ikke det ville kaste både ordener og invitationer af sig? Lad os hellere stræbe efter det i stedet for.