Debat

Orla Hav: Dumme og magtgale mænd skaber usikkerhed og utryghed

- Ja, jeg ved godt, at det ikke var finkulturens Parnas, vi havde bevæget os ind i her på en første marts; men gedigne eksempler på folkelig musik, der taler både til øret og positive tanker om at håndtere forliste liv, forelskelser, tanker, der kan forvandle sortsyn til tro på livet - trods alt, skriver Orla Hav i indlægget. 
- Ja, jeg ved godt, at det ikke var finkulturens Parnas, vi havde bevæget os ind i her på en første marts; men gedigne eksempler på folkelig musik, der taler både til øret og positive tanker om at håndtere forliste liv, forelskelser, tanker, der kan forvandle sortsyn til tro på livet - trods alt, skriver Orla Hav i indlægget.  Foto: Martél Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Fantastiske oplevelser - lige foran egen næsetip.

Den første dag i marts, den første forårsdag, skønt det er bidende koldt, da jeg sætter mig på cyklen for at nå frem til et af Nørresundby Kirkes kultur arrangementer: "Jens Erics musiske hjørne".

Den sidste fredag i måneden, cirka, har kirken budt på et arrangement med skiftende temaer fra musikkens og kulturens verden. I reglen har den røde tråd været en musiker eller et menneske, der har bidraget aktivt til musik, som en del af vores hverdag. Listen er lang og med stor spændvidde.

I januar var det digteren/sangskriveren Jens Rosendal, der var på programmet, og vi fik en fin gennemgang af hans produktion koblet op på hans livsforløb.

Hovednummeret var "Du kom med alt hvad der var dig", som har fået plads i Højskolesangbogen sammen med en del andre af Rosendals sange.

Jens Eric, der er "kulturmedarbejder” ved Nørresundby Kirke gelejder os sammen med en af kirkens præster, Katrine, gennem dagens program, der består af oplysende information, fællessange, videoklip, lydoptagelser og ikke at forglemme kaffe - der koster hele 20 kr. Oven i får vi som deltagere mulighed for at tale sammen ofte om "vores" by - Nørresundby - og "de gode gamle dage"!

I virkeligheden er det helt enestående, at der arrangeres så fint opsatte og engagerende kultrindslag, formidlet på en glimrende måde, der understøtter det sociale liv og fællesskaberne i byen.

Min forberedelse til dagens musiske hjørne, hvor temaet, var "Gitte Hænning", havde ikke spændt forventningerne voldsomt højt. 

Gitte Hænning, en dansk popsanger, der udviklede sig fra barnestjerne med "Giftes med farmand" til en yderst professionel tysk schlager-dronning, der stadig bevarede en tæt forbindelse til sit fødeland med sin popmusik. 

Hvor interessant kunne dette arrangement blive? De fleste af vi deltagere har jo fulgt Gitte gennem hele karrieren bl.a. via Giro 413, så der var vel ikke så meget der kunne overraske os selvom karrieren strækker sig over næsten 70 år

Jeg skulle blive meget klogere. 

Genhøret med Gitte Hænnings iørefaldende melodier, der var forbilledligt understøttet af velklingende musik og ikke mindst den fantastiske sangstemme og naturlige måde at fremføre sangene på kaldte på hele det nostalgiske følelsesregister.

Den lille otte årige datter med "så mange skøre tanker i sin hestehaleknold" har jo været folkeeje i generationer - med os der er på alder med Gitte som de vigtigste følgere.

Vi sang med på "Ta' med ud og fisk" - det lød oven i købet rigtig godt med Jens Erics kompetente klaverspil. "Ønsk mig tillykke", den danske udgave af Cliff Richards "Congratulation", gik på ingen måde ringere. "De glade år" med rødder i en russisk melodi gav for alvor en på nostalgien!

Turen gik digitalt hen over hele det tyske repertoire - "Ich will'nen Cowboy als Mann", "Junger Tag", duetten "Vom Stadtpark die Laternen" med Rex Gildo!

Velklingende, iørefaldende og fremført med positivt engagement og glæde. Filmmelodi i duet med Dirch Passer, "Lille frøken Himmelblå".

Humøret steg og steg hos mig, godt supportet af, at solen kastede sin første forårsstråler ind gennem kirkecenterets vinduer.

Ja, jeg ved godt, at det ikke var finkulturens Parnas, vi havde bevæget os ind i her på en første marts; men gedigne eksempler på folkelig musik, der taler både til øret og positive tanker om at håndtere forliste livet, forelskelser, tanker, der kan forvandle sortsyn til tro på livet - trods alt.

Hovedet på sømmet var dog et enormt godt interview med dagens emne anno 2021, midt under Coronakrisen, hvor vi fik et indblik i den voksne Gitte Hænnings værdier og holdninger selv efter mange år i "showbizz".

Nogle udsagn brændte sig fast hos mig: "Nu gider jeg ikke lave musik alene for at tjene penge; nu vil jeg lave den musik, jeg har lyst til, og måske er jeg ikke den fødte jazz sanger; men det er den genre jeg har lyst til at dyrke og optræde med."

"Jeg går ikke på kompromisser! Jeg stiller høje krav til de ledsagende musikeres musikalitet!"

"Min rolle i livet har været, at være berømt og jeg ærgrer mig over ikke at have lært noget rigtigt, noget jeg har kunnet give mig selv et klap på ryggen for!"

"Egentlig er jeg genert, og jeg brænder ikke for at være i rampelyset; det er noget, jeg har lært. Det gælder for mig om at komme ind i billedet og ud igen - ikke nødvendigvis vedvarende at skulle have fokus på mig!"

Det er stærke udsagn fra et menneske, der i en alder af otte år kom ind i underholdningsbranchen, havde kvalitet til at holde sig aktuel gennem snart 70 år uden at blive slidt ned, ødelagt eller krukket.

Lysten til at bevare kærligheden til musik og lysten til at synge et anderledes repertoire, kaste sig over Brecht, Shakespeare og fuglefængeren Papageno var intakt.

Tak til Nørresundby kirke for at have mod på føje nye dimensioner til hverdagens kultur, give baggrund og forståelse for frembringelsen af kultur og pille ved myterne om, at der ikke er seriøsitet i popkultur.

Måske kan Gitte Hænnings positive tilgang til livet være med til at løfte den pessimisme, man godt kan føle i en verden, hvor dumme og magtgale mænd skaber usikkerhed og utryghed. Måske kan Gitte Hænnings grad af uspolerethed flytte mange af vore unge væk fra sortsyn og pessimisme; men selvfølgelig skal vi beskæftige os med problemerne og deres løsninger; det må bare ikke være de eneste udsagn, vi serverer for ungdommen.

I lyset af foråret skal vi hente inspiration også i positive fortolkninger af tilværelsen.

Ja, det var den "havudsigt" Gitte Hænning, Jens Eric, Katrine og en stor flok forsamlet til kulturoplevelse i kirkecenteret gav mig med hjem i dag.

Tak for det. 

Rigeligt en tyver værd. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden