Tonen var ikke rar, da nyheden kom. 

Min gamle folkeskole skulle slås sammen med Byplanvejens Skole. 

Både medier og samtaler rummede utryghed, og jeg vil sådan set slet ikke blande mig i debatten. Men jeg er dog af den overbevisning, at det for mig har været sundt at gå på Seminarieskolen.

Ud over boglig læring har jeg fået læring om mangfoldighed, og det er noget, jeg trækker på den dag i dag.

Jeg står tit i situationer, hvor min tålmodighed kommer til kort, og hvor andre mennesker simpelthen har holdninger, som er "godt og grundigt tossede" – altså hvor jeg provokeres af den andens holdning og har lyst til at vende det hvide ud af øjnene. 

Men jeg må minde mig selv om, at den andens holdning stadig har værdi.

Vi bliver nødt til at mødes

I dag tager jeg det absolut ikke for givet, hvor jeg er vokset op, og hvad mine forældre har præget mig med. 

De insisterede på, at vi deltog, når juletræet blev tændt på torvet, og når de lokale FDFere inviterede til Sankt Hans.

Når vi mødes i vores lokalsamfund til f.eks. Sankt Hans, mødes vi, fordi vi har noget til fælles – nemlig området. Og så er der så meget, som ikke har betydning: Om man bor i nedslidte blokke eller i flotte huse. Om man har råd til julegaver. Eller om man overhovedet har en familie at fejre jul med. 

Man kan ikke se, om man stemmer rødt eller blåt. Om man er vaccineret eller ej. Eller om man spiser plantebaseret kost.

Det siger måske sig selv, men det er ikke nok bare at mødes, man må også samles om noget og tale sammen, så både store og små relationer skabes.

Dagslang indkøbstur

Til tider har det også været trættende at vokse op med de forældre, jeg havde.

Jeg har flere gange stået som et utålmodigt barn og ønsket, at en indkøbstur ikke behøvede at være en længere dagsvandring, fordi vi lige skulle tale med alle i den lokale butik og ikke mindst alle på vej derned og hjem igen!

Men gennem samtaler, observationer og relationer har jeg lært, at min og min families måde at leve på ikke er den eneste. Det er noget, jeg minder mig selv om, når jeg bliver lidt for selvoptaget og indelukket og ja, når jeg møder de der "godt og grundigt tossede" holdninger. 

For lige børn leger måske bedst, men lærer vi noget?

Mødesteder er vigtige, hvad enten det er sankthans, aktivitetscenteret eller legepladsen.

For mødesteder gør det muligt, at vi lærer hinanden at kende og bliver nysgerrige på hinanden. Og når vi møder noget andet end det, vi selv er, bliver vi bevidste om, hvem vi er, men også om hvem vi ikke er.

Coronatidens mange osteklokker

Under corona var vores mødesteder pressede – for vi så kun de nødvendige. 

Vi så dem, vi elskede, som vi var enige med, dem som vi selv havde valgt til. Vores diskussioner kunne hurtigt blive bekræftede, da vores holdningshorisont ikke blev åbnet.

Under corona valgte jeg også mine gode venner med omhu – folk jeg elskede. Men de lignede også alle mig, når det kom til bl.a. generation, kultur, tradition og religion.

Det var en dejlig osteklokke, men på sigt måske også en sørgelig. For i det fremmede møde kan vi være nysgerrige på tværs. Her kan vi observere vaner – hvordan vi opdrager vores børn eller vores madvaner. Her bliver vores erfaringshorisont rykket.

Her bliver mødesteder til læresteder, hvor vi forhåbentlig oplever i mødet med den anden, at denne har lige så meget værdi, som vi har.

Polariseringen lever

Desværre må vi dog erkende, at den erfaring ikke altid opstår, og her må jeg som præst insistere på, at vi alle er lige og har værdi trods alt det, vi er og ikke er.

Vi lever sammen i relationer og forbindelser.

Vi er forbundne – også selv om det ikke altid føles sådan – både til det enkelte menneske, der står foran os, og til mennesket på den anden side af jorden.

En relation gør det nemmere at rumme – også det meget irriterende! For nej, vi er nok ikke skabt til at kunne rumme alle – men vi må insistere på, at vi deler vores lokale samfund, vores Nordjylland, vores Danmark og ja, sågar vores verden.

Jeg har lige så meget ret til den som min næste, eller set fra en anden vinkel – det menneske kan sådan set have mere ret til verden end jeg.

At se sig selv som verdens begyndelse og slutning, at tro, at man selv – og ens egne følelser og tanker – er de vigtigste, er en folkesygdom.

Det betyder ikke, at du ikke skal sige fra over for ting eller nogen, at du også skal mærke efter, men jeg er ikke verdens centrum, og min mening er sjældent den vigtigste – desværre.

Og at tro, at jeg og mine nærmeste, som tænker og tror det samme som jeg, har ret, er og bliver for ensrettet.

Det skaber indelukkede fællesskaber med fare for ekstremisme, og det frie fællesskab er allerede under pres. Vi må give plads til andre og forstå, at deres verdenssyn og opfattelser kan være lige så væsentlige som de holdninger, vi selv har.

Balladen i kolonihaven er os alle

TV2s dokumentar "Balladen i kolonihaven" er et fint eksempel på, at det ikke nytter kun at have øje for sig selv.

I det såkaldte drama i kolonihaveforeningen møder vi helt almindelige mennesker, som forsøger at finde et fristed. 

Men fordi deres forståelse af frihed, fritid og fristed er så forskellig, opstår der ballade. 

Lidt forsimplet sagt ønsker den ældre generation prydhaver, nyttehaver, øl, hygge, kortspil og fællesskab, mens den yngre generation ønsker biodiversitet, afslapning, familietid og privatliv.

Intet problem er for småt til at skabe en vild konflikt, om det så er femten øls betaling eller en beboer, der mangler at fjerne en tidsel.

Det, der skulle være arnestedet for frihed og fritid, er blevet noget helt andet. Det er blevet en magtkamp og en mangel på rummelighed over for hinandens længsel efter et fristed og mangel på respekt for den andens livssyn.

Om det er krig, kolonihaver, forbrugsvaner eller det at blive vaccineret, har vi forskellige forståelser af, hvad der er mest rigtigt og mest forkert.

Måske tager vi fejl, måske har vi ret? Måske er det lige meget?

For vi er forskellige, med forskellige holdninger og livssyn, og vi må gerne udfordre hinanden og blive udfordret. Og så vil jeg insistere på rummelighed. 

Ikke rummelighed for at jeg skal kunne rumme andre, men for at andre skal kunne rumme mig.