Den danske forfatter, Mathilde Walter Clark, gør en beundringsværdig og modig indsats for at lægge andre og nye synsvinkler på den historie i sin fremragende bog "Det blinde øje" fra 2023.

Pressen forholdte sig ukritisk til Minksagen

Vi praler ofte af den kritiske, uafhængige presse i Danmark. Mathilde Clark dokumenterer, at den kritiske presse lagde sig helt og fuldstændigt i kølvandet på minkindustrien, Kopenhagen Fur, Pelsdyravlerforeningen og de enkelte minkproducenter. 

Pressen forvandlede kritikløst den skandaløse minkhistorie til et tårepersende melodrama for de stakkels minkavlere, der blev frarøvet deres kære levebrød og fik en hæderværdig gren af dansk dyreavl trådt ned i skidtet. 

Gråden stod i øjnene på enhver minkavler i det ganske Jylland, og medfølelsen i pressen og blandt politikere var helt enestående pisket op i hysteriske højder. Hvad der var op og ned, sandt og falsk, kendsgerning og flæberi i denne sag, blev ignoreret fuldstændigt.

11. marts 2020 husker de fleste, fordi WHO erklærede SARS-CoV-2 for en pandemi, og Mette Frederiksen, statsministeren, lukkede Danmark ned. 

Jeg stod i Vrejlev kirke om aftenen og øvede til en koncert. 

Alt blev aflyst. 

Men det var ikke sådan, at minkindustrien kom under mistanke med det samme. Af alle lande i Vesten havde Danmark været utroligt tålmodig med minkavl, uanset at der havde været en kritisk TV2-dokumentar "Pels på vrangen" i 2009. 

I mange lande var avl og produktion af mink forbudt, først og fremmest fordi dyrenes livsvilkår var til det meget kritisable ringe, hvis man ikke ville kalde det dyrplageri. 

At spærre et vildt rovdyr inde i et lille trådbur sammen med andre, var i alle – ALLE - henseender i strid med dyrets natur. Minkenes ideologiske talsmænd, der nok kun tænkte på pelsenes værdi i kroner og øre hævdede, at dyret var blevet "domesticeret", hvilket er så meget en tilsnigelse, at det må kaldes en løgn.

Danmark var det sidste land til at nedlægge minkindustrien

Overalt bortset fra i Danmark besluttede myndighederne ved den første konstaterede smitte på en minkfarm, at erhvervet skulle nedlægges. Minkfarmene var "virusfabrikker"; den enkelte mink en petriskål for virusmutationer. I Danmark, hvor alt foregik mere "fornuftigt" end alle andre steder, lavede man zonegrænser omkring de smittede minkfarme, 7.8 kilometer zoner. Man gjorde det, fordi al tvivl skulle komme minkindustrien til gode, og dette uanset, at smitten fortsatte på farm efter farm - og uden respekt for de afgrænsede zoner. 

Man kunne selvfølgelig håbe på, at Covid-19-smitten efterhånden ville stoppe og ikke springe fra Jylland til øerne osv. 

4. november 2020 besluttede regeringen så efter råd fra den virologiske ekspertise at gasse alle mink og de facto nedlægge erhvervet. 

Det kom al diskussion så til at handle om, og gør det stadig, som om Danmark af alle lande var det eneste, hvor virusspredningen på minkfarmene ikke udgjorde en eksistentiel trussel mod befolkningen. Ikke sandt? 

Perspektivet er, at den private ejendomsret, der er begrænset af hensynet til almenvellet i Grundloven selv, og minkavlernes økonomiske interesser var vigtigere end alt andet, almenvellet nemlig, herunder så "perifere" ting som befolkningens sundhed og overlevelse og dyrenes velbefindende.

Den kinesiske minkindustri påvirkede det danske marked

Kina spiller en overordentlig stor rolle i minkhistorien. I første omgang var Kina sikkert det sted, vådmarkedet i Wuhan, hvor virusset Covid-19 sprang fra dyr til menneske og satte gang i pandemien. Desværre er det ikke klarlagt præcist, om springet skete fra en særlig flagermus til mennesket i 2019, hvor de første blev indlagt på hospital i Wuhan med luftvejsproblemer. Om der har været "mellemværter" – smittespredning på de store kinesiske minkfarme – er simpelthen ikke undersøgt. Sørgeligt nok.

Kina havde (har?) i hvert fald en stor minkindustri, men efterspørgslen var meget større, og dansk minkeksport gik i særlig grad til Kina. Det vil sige minkskindene; kroppene endte i kød-og-benmelkværnen. Det var jo en ganske almindelig praksis, der imidlertid antog nærmeste djævelske dimensioner, da minkene skulle gasses på statsligt forlangende. Gasning af hensyn til markedet er en anden sag!

Kina var den største aftager af danske minkskind. Men det kinesiske marked var ustabilt. Især efter at Xi Jingping var blevet præsident for landet i 2013. Han ville begrænse importen af udenlandske luksusvarer, og han ville korruptionen til livs. En af portene til det kinesiske marked for dansk mink gik over Hongkong, der ikke havde importtold på udenlandske varer. Det havde Kina og ekstra meget told på luksusvarer.

En smule bestikkelse af kinesiske toldembedsmænd sikrede, at danske minkskind kom ind på det kinesiske marked til en fornuftig pris. 

Mon ikke man vidste det i Kopenhagen Fur? 

Og den allerstørste minkejer i Danmark var ikke en dansker, men en Hongkong-kineser, Pat Wong, ejer af cirka 15/20 farme, der står til en meget stor erstatning for eksproprieringen af minkerhvervet i november 2020. 

Til lykke med det. 

Beløbet for den total erstatning ligger for øjeblikket på cirka 30 milliarder kroner.

Det var en kendt sag, at minkindustrien siden 2013 havde været på deroute. Efterspørgslen efter skind faldt, produktionen steg – i Danmark havde man fundet en metode til, at tæver kunne føde seks hvalpe per kuld, i Kina kun 3, hvilken videnskabelig gevinst, der blev leveret af partfinansieret universitetsforskning – og underskuddet voksede. 

I 2019 havde en minkfarm i gennemsnit en gæld på 700.000 kroner. Erstatningsspørgsmålet var i alle henseender til gunst for minkavlerne: Vi har i Danmark en solid tradition for at behandle minkproducenter strålende, støttet af forskning i foder og optimeret avl. Salg af minkskind har efter sigende været en finanssøjle i dansk eksport, tror vi. 

Otte milliarder kroner i valutaindtægt og flere tusinde i beskæftigelse, og er i øvrigt helt ligeglade med alle minkavlens omstændigheder.

Grådighed og forfængelighed er kolossale imperativer i denne verden

Mathilde Walter Clarks bog hedder med god grund "Det blinde øje". 

Bogen er en øjenåbner, der afdækker alle de skyggesider af dansk minkavl, som alle andre så bort fra med bind for øjnene. Den bygger på omfattende research af kilder – både her i landet, det nære udland og Kina ikke mindst. 

Den menneskelige grådighed og forfængelighed er kolossale imperativer i denne verden. Forfængeligheden hvad angår minkskind var stærkt aftagende, ja - det var ligefrem blevet dårlig smag at klæde sig i minkpels, hermelin, sølvræv eller chinchilla, men dansk minkproduktion fortsatte i højeste gear, som om intet var sket. 

Så sprang en virus, SARS-CoV-2, fra den hestebrednæsede flagermus til en kineser i Wuhan, går vi ud fra, og det ændrede alt i verden – undtagen i dansk minkavl, der blev beskyttet og beskyttet, indtil man ikke turde beskytte den længere og traf hurtige, politiske beslutninger, som i dag er selveste omdrejningspunktet i historien om den sidste store pandemi, denne verden har oplevet. 

Hvilken perspektivforskydning! 

Flot at Mathilde Walter Clark bringer sagen i de rette proportioner.