Kommunale chefer til budgetmøde på Island
Midt i en sparetid holder topchefer fra Frederikshavn Kommune budgetmøde på vulkanøen
Opdateret 28. januar 2016 kl. 10:02
FREDERIKSHAVN: En kommunal skandale eksploderede for åbne mikrofoner onsdag aften på byrådsmødet i Frederikshavn.
Efter en næsten timelang debat om kommunens hårdt pressede økonomi, bekræftede borgmester Birgit Hansen rygterne om, at en af kommunens direktører, Heidi Becker-Rasmussen, netop har været til budgetmøde på Island sammen med de øverste kommunale chefer inden for tre af kommunens forvaltninger.
Dårlig timing
Spørgsmålet kom fra De Konservatives Peter Nielsen, der finder timingen og signalværdien helt forkert.
- Vi har lige hørt borgmesteren sige, at ”de der kan selv, skal selv”. Vi læser dagligt om, hvor svært vi har det med at finde de nødvendige besparelser på børne- og ungeområdet, og på kultur- og fritidsområdet, så hvem har besluttet det her, og hvad er det for signaler, vi sender ud til borgerne, spurgte Peter Nielsen.
Borgmester ikke orienteret
Frederikshavn Kommune har de seneste to år været igennem en regulær hestekur med store nedskæringer på den kommunale service, og borgmester Birgit Hansen lagde da heller ikke skjul på, at hun forstår de ansatte og borgernes undren.
- Det er ikke kønt, sagde Birgit Hansen, der i første omgang henviste til kommunaldirektør Mikael Jentsch.
- Jeg har ikke været orienteret, og må henvise til det ledelsesrum, der er imellem kommunaldirektøren og direktionen, sagde Birgit Hansen.
Kommunaldirektør Mikael Jentsch bekræftede tidligere onsdag over for NORDJYSKE, at flere chefer fra Heidi Becker-Rasmussens ansvarsområder, børn og skole, kultur og fritid samt arbejdsmarkedsområdet, har deltaget i turen til Island.
Forhistorien er, at Frederikshavn Kommune i 2015 havde besøg af kommunale chefer fra Reykjavik, og nu var inviteret på genvisit på vulkanøen. Heidi Becker-Rasmussen vælger så at tage flere af de kommunale topchefer med til Island, så de kan afholde budgetmøde deroppe.
Mikael Jentsch har bedt direktøren forklare, hvad det handler om, men siger til NORDJYSKE, at han gerne havde set, at det var sket på forhånd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.