Øster Hurup

Kommune: Der var ikke afføring på stranden

Mariagerfjord Kommune oplyser, at det var tang, der i weekenden var skyld i fæl stank på stranden syd for Øster Hurup

Privatfoto
Privatfoto

ØSTER HURUP: Det var ikke afføring og toiletpapir, som en norsk turistfamilie fandt på en strand syd for Øster Hurup i weekenden. Det kunne Mariagerfjord Kommune mandag slå fast.

- Jeg har haft en medarbejder ude på stranden i dag, og det, som personen kom hjem med, er det, vi kalder søsalat, siger Bjarke Jensen, afdelingsleder i Natur og Miljø i Mariagerfjord Kommune.

NORDJYSKE fortalte søndag, at en norsk familie fra Bergen havde fået en chokerende start på deres sommerhusophold, da de efter deres vurdering var blevet mødt af afføring, toiletpapir og en fæl stank på den strand, som deres udlejningssommerhus lå lige ud til.

Ingen grund til bekymring

Afdelingsleder Bjarke Jensen forklarer, at søsalat er en form for tang, og det er en ganske naturlig ting, som engang imellem er at finde på stranden.

Han fortæller, at når det bliver højvande, kan søsalaten blive ført med strømmen ind på stranden. Når det bliver lavvande igen, kan søsalaten blive liggende og rådne, hvilket i visse tilfælde kan komme til at lugte.

- En af mine kollegaer var på stranden nord for Øster Hurup, og der var der ingenting. Det er noget, der kommer og går og kan opstå meget lokalt, siger Bjarke Jensen og understreger, at selvom det rådne søsalat kan være træls at gå i, skal badegæster ikke være bekymret.

Mariagerfjord Kommune oplyser desuden, at kommunens vandselskab ikke har haft driftsproblemer, hvorfor det ildelugtende indhold på stranden ikke havde noget med spildevand at gøre.

Manede frygt i jorden

Allerede søndag satte biolog Kristina Ydesen fra Nordsøen Oceanarium i Hirtshals spørgsmålstegn ved den norske families frygt.

Hun havde set fotos af det ildelugtende snask på stranden syd for Øster Hurup, og efter hendes vurdering var der tale om gammel tang og altså ikke toiletpapir og afføring.

- Tang mister farve, når det nedbrydes. Det gælder flere arter af tang, oplyste hun søndag til NORDJYSKE og tilføjede, at det kan lugte grimt, når tang rådner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden