Kor-dage for 4. - 5. klasse i Tornby og Sindal

Ca. 400 børn deltager, når Hirtshals og Sindal Skolecentre d. 22 og 23. marts afholder kor-dage i Tornby og Sindal i samarbejde med Hjørring Musiske Skole. Kom til koncert og mærk suset...

Musik gør glad og skaber sammenhold! Derfor afholder Hirtshals og Sindal Skolecentre i samarbejde med Hjørring Musiske Skole to store kor-dage for de to skolecentres skoler i næste uge. Her skal børnene bl.a. opleve instrument-bazar og en professionel kor-instruktør fra København, inden dagene afsluttes med to store koncerter, hvor børnene synger for fulde gardiner med professionelt orkester og dirigent.

- Formålet med kor-dagene er først og fremmest at give børnene en fælles musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. At synge sammen giver en helt speciel følelse af samhørighed, som børnene kan tage med sig fremover. Når man bare synger derudaf og giver den fuld gas, musikken spiller og publikum klapper, ja så føles det næsten som om taget er ved at lette, lyder det i en pressemeddelelse fra Hjørring Kommune.

At mødes om sang og musik på tværs af skolecentrene giver også børnene god mulighed for at lære hinanden at kende og få positive fællesoplevelser, inden de om nogle år skal samles i overbygningen. På den måde er kordagene med til at bygge bro mellem eleverne på tværs af skoler og klassetrin. Det er 3. gang, Hjørring Musiske Skole er med til at afholde kordag, og erfaringerne med det brobyggende element er særdeles gode.

Dagens program er en vekselvirkning mellem kor-prøver og instrument-bazar. Kordelen vil centrere om fire numre i forskellige genrer - både nye og gamle - som eleverne har haft mulighed for at øve med deres lærere på forhånd. Til instrument-bazaren pirres børnenes nysgerrighed, når de i mindre grupper bliver præsenteret for instrumenter, som de typisk ikke møder i den daglige musikundervisning, fx blæserinstrumenter og pauker. Lærere fra Hjørring Musiske Skole vil præsentere instrumenterne i de enkelte bazarer (stande), inden eleverne får lov at se, røre og ikke mindst spille... af fuld kraft! For at så mange som muligt kan få glæde af dagen og blive inspireret, inviteres 3. klasserne på værtsskolen på en uformel prøvetime i instrument-bazaren i løbet af dagen, ligesom resten af skolen inviteres til generalprøve.

Dagene afsluttes med en fyraftenskoncert kl. 15.30, hvor alle er velkomne. Den 22. foregår det i salen på Sindal Skole, og den 23. i Tornby-hallen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden