Kortfilm bliver indspillet i Siloen
Filmmaskinen giver unge instruktører mulighed for at prøve kræfter med deres drømme
FREDERIKSHAVN: Et gidseldrama på de øverste etager i Kattegat Silo var rammen om den kortfilm, som godt en snes aktører søndag var involveret i at optage.
Kortfilmen, der bærer titlen ”Lock Out” er et ud af i alt fire filmprojekter, der bliver produceret i regi af Filmmaskinen.
Filmmaskinen er en ny regional filmuddannelse, der bliver støttet af Frederikshavn Kommune (med 400.000 kroner) og Region Nordjylland (med 200.000 kroner).
Henover foråret har 15 unge filmmagere - i forbindelse med seks workshops - fået mulighed for at suge til sig fra professionelle filmfolk.
- Der har været forskellige undervisere på vores workshops, men noget af det, der har været stort fokus på, er historiefortælling, fortæller Mads Palm Jensen, der som filmkonsulent er tilknyttet projektet for at hjælpe de unge.
- De unge i dag kan godt finde ud af det med teknikken - så derfor er det ofte det med at skrive historien, der kan være udfordringen, forklarer han.
Én af deltagerne i Filmmaskinen er Jonas Villadsen. Han er instruktør på søndagens optagelser - og lyder på det nærmeste helt prof, når han dirigerer med folkene foran og bagved kameraerne.
- Kamera kører. Ro på settet. Værsgo!
Og så forløber ellers endnu en scene med indstuderede replikker.
En fantastisk mulighed
I en pause fra optagelserne fortæller Joans Villadsen, at det for ham har været en fantastisk mulighed at være med i Filmmaskinen.
- Det her er jo næsten det tætteste, man kan komme på en rigtig film-produktion. Normalt vil man ikke have råd til at komme i nærheden af sådan en oplevelse.
- Så det er fedt, selvom det også er hårdt og stressende, fordi man skal holde styr på så mange ting, siger den 28-årige instruktør-spire.
Jonas Villadsens’ film - og de øvrige tre kortfilm - skal efter planen vises på den lokale Nordisk Filfestival, der i år finder sted fra 7. til 10. november.
- Forhåbentlig bliver resultatet rigtigt godt. Det er jo fantastisk at få lov til at virkeliggøre sin vision, og jeg tror, at jeg bliver stolt af det, vi har lavet. Jeg vil i hvert fald stå med et stort smil på til premieren.
De sidste optagelser til ”Lock Out” kommer ifølge Jonas Villadsen i kassen mandag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.