36-årig drabstiltalt: - Jeg gjorde det af kærlighed
36-årig mand har forklaret, at kærlighed og had var årsag til, at 45-årig mand blev udsat for grov vold og kvalt til døde

Foto: Torben Hansen
AALBORG:"Hun lagde bæltet om halsen på ham i en løkke, og satte foden på nakken af ham og trak tilbage, så hovedet brækkede bagover. Jeg kunne godt have gjort noget for at forhindre det - men det gjorde jeg ikke".
Sådan afsluttede en 36-årig mand sin lange, detaljerede forklaring om, hvordan en 45-årig mand blev snittet og stukket med kniv, fik voldsomme tæsk med knytnæver og en jernstang og fik indsprøjtninger med brintoverilte og wc-rens, inden han blev kvalt.
Sammen med sin daværende kæreste - en 22-årig kvinde - er han tiltalt for det voldsomme drab, der skete 30. april i parrets lejlighed på Ørstedsvej i Aalborg.
Fredag i sidste uge gav den 22-årige kvinde sin version af, hvad der skete i lejligheden. Hun nægter at have deltaget i volden og drabet, og forklarede hvordan det var hendes kæreste, der havde mishandlet og til sidst dræbt den 45-årige i et anfald af jalousi og raseri.
Men selvom den 36-årige også forklarede, at det var ham, der udøvede volden - så er det altså uenighed på ét afgørende punkt: Nemlig hvem der afsluttede voldsorgiet med at kvæle den 45-årige.
- Jeg betragter mig selv som lige så medskyldig, sagde han.
Ville tage hele skylden
Den 36-årige drabstiltalte forsøgte altså ikke at bortforklare sine handlinger.
Flere gange under hans forklaring i retten sagde han, at alt det han havde gjort, blev gjort både kærlighed til den 22-årige og af had til den 45-årige.
Faktisk var han indstillet på at tage hele skylden for drabet. Efter parret blev anholdt, forklarede han i første omgang til politiet, at det var ham, der havde gjort det hele.
- Hvis det stadig var muligt at tage skylden for hende, så havde jeg gjort, sagde han.
Men årsagen til, at han nu ikke længere vil tage hele skylden, skulle være fordi den 22-årige har slået op med ham, mens sagen har været under efterforskning.
Hadede den nu afdøde
Den 36-årige forklarede, hvordan han lynhurtigt blev forelsket i den 22-årige, da de mødte hinanden på en datingside i januar 2021, og samtidig fik et behov for at beskytte hende.
For den 22-årige - der er transkønnet - har haft et hårdt liv med overgreb, prostitution og mænd, der har udnyttet hende, forklarede han.
- Jeg har andre transkønnede veninder, og jeg ved, at de har det svært. Jeg er en redningsmand, og jeg ville gerne tilbyde hende en ordentligt mand, der elsker hende.
Men efter parrets flyttede sammen i lejligheden på Ørstedsvej, begyndte mænd fra den 22-åriges fortid at hjemsøge det nye forhold. Ifølge den 36-årige fandt han ud af, at hans nye forelskelse havde et løst forhold til sandheden, og at hun stadig havde kontakt til mænd fra fortiden - blandt andre den 45-årige mand.
Og det havde han meget svært ved at rumme - ikke fordi, han var jaloux og kontrollerende, som den 22-årige ellers har forklaret, men fordi mændene havde behandlet hende dårligt, forklarede han.
Den 22-årige har selv fortalt, at den nu afdøde engang havde voldtaget hende, og at han havde stalket hende og havde en klemme på hende i form af en sexvideo. Den 36-årige fandt også senere ud af, at den afdøde også havde solgt den 22-årige til sine venner som betaling for en gæld, forklarede han.
- Jeg er et ekstremt empatisk væsen, så den slags gør meget ondt på mig, sagde den 36-årige.
- Jeg fik indtrykket af, at han (den 45-årige, red) havde en stor magt over hende.
Ville tæske ham
Så da der to dage inden drabet kom en besked til den 22-årige fra den 45-årige, ramlede det.
- Jeg reagerede meget voldsomt på det. Jeg var stiktosset, og vi begyndte at skændes. Jeg kørte meget i, hvorfor hun var i kontakt med en, der havde gjort de ting ved hende, sagde han.
De næste to dage var et stort skænderi, og det hele kulminerede med, at den 36-årige udgav sig for at være den 22-årige og sendte beskeder til den 45-årige, hvor han inviterede ham op i lejligheden.
Han fortrød dog undervejs, fordi han var for meget oppe at køre - men det lykkedes ikke.
- Jeg forsøgte at aflyse, fordi vi var helt op at køre, men han blev ved med at insistere på at komme. Der gik det op for mig, at han ikke var en mand, der tog nej for et nej.
Omkring klokken 14 bankede det på døren. Den 22-årige lukkede den 45-årige ind, og de gik direkte ind i soveværelset. Den 36-årige sad ude på toilettet, og kort tid efter kom den 22-årige ud fra soveværelset og fortalte, at den 45-årige var begyndt at rage på hende, lød forklaringen fra den 36-årige.
- Så tog jeg en kniv fra køkkenet og gik ind til ham for at skræmme ham med den. Jeg gik hen og råbte ham ind i hovedet og pegede på ham med kniven. Så lagde jeg kniven fra mig og begyndte at slå ham i ansigtet og på kroppen. Jeg slog ham meget. Og forsøgte at få ud af ham, hvad han havde gjort, og hvorfor han ikke ville lade hende være.
Gik amok med jernstang
Han forklarede herefter, at han gav op og gik ud for at tisse. I mellemtiden havde den 45-årige fået kniven, og så eskalerede det for alvor, da den 36-årige kom tilbage til soveværelset.
- Han stak ud efter mig, og jeg greb fat i kniven og rev den ud af hånden på ham. Så stak jeg ham i venstre side af skulderen og slog ham i hovedet med skaftet på kniven.
Den 36-årige bad nu om at få den 45-åriges telefon, som han gav til sin kæreste. Hun skulle lede efter den sexvideo, der skulle være af hende.
De fandt ingen sexvideo, men ifølge den 36-åriges forklaring i retten fandt han videoer af overgreb på mindreårige drenge på den 45-åriges telefon.
Den 36-årige tog en dyb indånding, inden han fortsatte sin forklaring:
- Jeg blev meget vred. Jeg greb fat i en metalstang, og så tæskede jeg ham. jeg slog alt hvad jeg kunne på kroppen, og jeg blev ved og ved. Fordi han har gjort en lille dreng fortræd, sagde han grædende.
- Da jeg til sidst ikke havde mere energi lå han i fosterstilling og holdt op med at gøre modstand.
Påstanden om, at den 45-årige havde videoer med overgreb på mindreårige drenge, har indtil nu ikke været en del af sagen.
Den 36-årig var helt udmattet efter volden. Han lagde sig ved siden af den 45-årige lemlæstede mand og havde svært ved at falde i søvn, forklarede han.
Det fik anklageren til at spørge, om den 22-årige kunne være gået efter hjælp der?
- Ja, det kunne hun sagtens, svarede han.
Den 22-årige har ellers forklaret, at hun ikke havde mulighed for at komme væk, fordi hun var bange for den 36-årige.
Så 45-årig i øjnene da han døde
Det var mens, den 36-årige lå helt udmattet, at den 22-årige begyndte at give den 45-årige indsprøjtninger med brintoverilte og wc-rens, fortalte han. Han afviste, at det var noget, han havde bedt kvinden om at gøre, som hun ellers har forklaret.
På et tidspunkt blev den 45-årige fjern, og hans åndedræt blev uregelmæssigt.
- Min opfattelse var, at det var på grund af indsprøjtningerne. Ikke på grund af volden. Jeg sagde til hende (den 22-årige, red.), at hvis vi ikke snart gjorde noget, så dør han.
Reaktionen fra den 22-årige kom kort tid efter. Bæltet blev lagt om halsen på den 45-årige og strammet.
Den nu afdøde lå ovenpå den 36-årige. De lå ansigt til ansigt, og den 36-årige kiggede den 45-årige i øjnene, mens han blev kvalt. Og han var ikke i tvivl, da han døde, forklarede han.
Retssagen mod det tidligere kærestepar fortsætter fredag. Der forventes at falde dom torsdag i næste uge.