36-årigs forsvarer: Han forsøger at få livet til at hænge sammen

Beviserne mod den nu rensede 36-årige mand i Mia-sagen var så tynde, at politiet hurtigt kunne have udelukket ham, mener forsvarer

Sagen om Mia Skadhauge Stevn har 5. april fået en ny drejning, da den ene af de to sigtede mænd nu ikke længere er sigtet. Aalborg 10 Februar 2022. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Sagen om Mia Skadhauge Stevn har 5. april fået en ny drejning, da den ene af de to sigtede mænd nu ikke længere er sigtet. Aalborg 10 Februar 2022. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Politiet burde have renset den 36-årige for mistanke om drabet på Mia Skadhauge Stevn langt tidligere. Nu sidder der en mand tilbage, der er ændret for livet.

Sådan lyder det fra den 36-åriges forsvarer Jakob Dalsgaard-Hansen, efter politiet har frafaldet sigtelserne mod hans klient.

Men det kunne - og skulle - være sket meget før, mener forsvareren.

- Han (den 36-årige, red.) burde aldrig være blevet fremstillet i grundlovsforhør. Beviserne mod ham var for tynde. Og der er intet undervejs, der har indikeret, at han har været indblandet, siger Jakob Dalsgaard-Hansen.

Løsladelse var et vink med vognstang

Hverken Retten i Aalborg eller landsretten mente, at beviserne var stærke nok til en varetægtsfængsling, da den 36-årige blev fremstillet i grundlovsforhør med en sigtelse for drab sammen med den anden 36-årige mand, der stadig er varetægtsfængslet og sigtet for drabet på Mia.

Selvom Jakob Dalsgaard-Hansen har fuld forståelse for, at politiet vil være sikre i så alvorlig en sag, så mener han, at politiet skulle have været meget hurtigere til at afklare, om hans klient havde noget med sagen at gøre.

- Løsladelsen var et stort vink med en vognstang til politiet. Og de skylder da også den mand, der er løsladt, hurtigt at finde ud af, om der er mere på ham, siger forsvareren.

- Lever isoleret tilværelse

I stedet var han sigtet for en grufuld forbrydelse i to måneder - helt uden grund, mener forsvareren.

- Det var super ubehageligt for ham. Han sad jo og tænkte, hvorfor i alverden han var blevet involveret i det. Om det bare var fordi, han kender ham den anden, siger Jakob Dalsgaard-Hansen.

Hele sagen har ændret den 36-årige, der nu lever en meget mere isoleret tilværelse, fortæller hans forsvarer.

- Han forsøger at få livet til at hænge sammen. At gøre det, han plejer at gøre. Men det er svært. Han er sygemeldt, og han ser ikke så mange andre end den nærmeste familie, siger Jakob Dalsgaard-Hansen.

- Det har ændret ham. Det er helt uvirkeligt.

- Og så har det her også medført en lang række sager om trusler og brud på navneforbud, siger forsvareren og henviser til de mange kommentarer på sociale medier, hvor den 36-årige har været lagt for had og i nogle tilfælde truet på livet.

Vil kræve erstatning

Der kommer også et efterspil fra den 36-åriges side. 

I første omgang vil han kræve erstatning for ulovlig frihedsberøvelse i forbindelse med anholdelsen. 

- Og så kan man overveje et tortkrav og et erstatningskrav som følge af, at han ikke kan passe et arbejde, eller hvis det har været en psykisk belastning, siger Jakob Dalsgaard-Hansen.

Politi afviser 

Beslutningen om at frafalde sigtelsen kunne ikke have været taget hurtigere.

Det siger vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

- Der er gået knap to måneder. Det er en stor, alvorlig sag og en meget stor og omfangsrig efterforskning. Vi har arbejdet intenst på det, og vi skal være fuldstændigt sikre i vores sag, inden vi meldte det her ud, siger han.

Vicepolitiinspektøren siger endvidere, at politiet har gjort, hvad de kunne, for at beskytte de sigtede i sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden