45-årig mishandlet og dræbt: Kærestepar nægter sig skyldige

Uhyggelige detaljer i sagen om det brutale drab på en 45-årig mand 

 <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:En 36-årig mand og en 22-årig kvinde nægter begge at have dræbt en 45-årig mand på brutal vis i kvindens lejlighed i det centrale Aalborg.

Kvinden erkender dog, at hun har givet den 45-årige indsprøjtninger med blandt andet wc-rens.

Der var ingen kontakt mellem parret - ikke engang et blik -  da de tog plads i Retten i Aalborg til den første retsdag i sagen. Den 22-årige kvinde, der var iført en pæn jakke og bukser, sad lidt uroligt, mens hun talte med sin forsvarer.

Den 36-årige, der var iført en sort sweatshirt der matcher hans sorte hår og fuldskæg, kiggede rundt på de mange tilhører og fyldte pressepladser og smilte skævt.

Begge er tiltalt for at have dræbt og røvet den 45-årige mand 30. april sidste år.

Ifølge tiltalen udsatte parret ham for vold og mishandling i flere timer, hvor den 45-årige blev stukket og snittet adskillige gange med flere knive, slået med en hammer og fik adskillige indsprøjtninger med brintoverilte og wc-rens, inden han blev kvalt med et bælte.

Under anklager Mette Bendix forelæggelse af sagen kom det frem, at den 45-årige havde mindst 40 læsioner fra stik med både knive og sprøjter, adskillige skader - blandt andet ni brud på ribben. Ifølge retsmedicinerne var det dog ikke det, der slog den 45-årige ihjel. Dødsårsagen var formentlig kvælning.

Kom ikke til aftensmad

Det kom også frem, at den 45-årige 30. april skulle have spist flæskesteg med familien, men at han aldrig dukkede op.

Det skabte stor bekymring hos den 45-åriges mor, som kontaktede politiet klokken 22.09. Politiet satte en efterforskning i gang, og det viste sig hurtigt, at der var flere mistænkelige omstændigheder.

Da politiet undersøgte den 45-åriges teleoplysninger, kunne man se, at telefonen blev slukket klokken 19.34, og at den på det tidspunkt var gået på en mast ved Mølleparkvej i Aalborg.

Men inden telefonen blev slukket, var der sendt seks sms'er til den 22-årige kvindes telefon. Politiet forsøgte derfor at finde frem til den 22-åriges på hendes adresse i det centrale Aalborg, men uden held.

Lå på gulv i sort affaldssæk

To dage senere - søndag 2. maj - fik politiet adgang til den 45-åriges kontooplysninger, og her kunne de se, at der om fredagen var blevet overført 10.000 kroner til den 22-årige tiltalte i sagen. 

Det fik politiet til at efterforske nærmere mod den 22-årige, og søndag blev hendes bil set i Padborg, hvor politiet standsede hende og sigtede hende for drab samme med den 36-årige, som også var i bilen.

Sideløbende med anholdelsen havde politiet skaffet sig adgang til den 22-åriges lejlighed i Aalborg.

Her fandt betjentene den 45-årig mand liggende livløs i stuen. Han var pakket ind i sorte affaldssække, der var lukket med gaffatape.

Lejlighed smurt ind i blod

Anklageren fortalte videre i sin fremlæggelse, at der i lejligheden blev fundet blod flere steder - især i soveværelset.  Der blev også fundet knive, der var smurt ind i blod, samt flere sprøjter og kanyler.

Anklageren fortalte også, at den 36-årige havde skrevet flere breve mens han har siddet varetægtsfængslet, og i et af brevene har han skrevet: "Vi havde begge to så mange chancer for at stoppe det, men vi havde begge to følelser, der løb af med os."

De to tiltalte skal afgive forklaring senere i dag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.