Vildt jalousidrama endte i makabert drab
22-årig kvinde forklarede i retten, hvordan hendes daværende kæreste lokkede 45-årig i en fælde og slog ham ihjel for øjnene af hende

Foto: Lars Pauli
AALBORG:En 45-årig mand blev offer for en kærestes ustyrlige raseri og jalousi, da han sidste år blev dræbt efter at være blevet mishandlet og udsat for brutal vold.
Sådan forklarede den ene af de to drabstiltalte - en 22-årig kvinde - da hun fredag gav sin version af, hvad der skete 30. april 2021 i hendes lejlighed på Ørstedsvej i Aalborg.
Hun nægter sig skyldig i drabet og peger i stedet på sin daværende kæreste - den 36-årige medtiltalte - som drabsmand.
Med rolig stemme forklarede hun, hvordan det var hendes kontrollerende kæreste, der lokkede den 45-årige i en fælde og slog ham ihjel for øjnene af hende. En forklaring, der flere gange fik den 36-årige til at ryste på hovedet og himle med øjnene.
Den 45-årige blev snittet med kniv mindst 40 gange på hele kroppen, fik indsprøjtninger med brintoverilte og wc-rens, brækkede ni ribben og til sidst kvalt med et bælte. Han blev fundet to dage efter drabet, efter at hans familie havde efterlyst ham, fordi han ikke var kommet til flæskesteg hos moren den aften, han blev dræbt.
45-årig var sugardaddy
Baggrunden for de brutale hændelser i april 2021 begyndte egentlig tilbage i 2018. Her mødte den 22-årige kvinde nemlig den 45-årige nu afdøde mand for første gang på en datingside for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.
På det tidspunkt var den 22-årige kvinde en ung mand på 18 år, men hun fik i 2020 et juridisk kønsskifte.
I starten var den 22-årige og den nu afdøde blot venner, men det udviklede sig hurtigt til et seksuelt forhold, hvor den 45-årige var hendes sugardaddy. Forholdet fik dog en problematisk afslutning, da hun fik en kæreste. Ifølge den 22-årige blev hun herefter udsat for stalking og chikane fra den 45-årige i et halvt år.
Den 22-årige forklarede også, at den 45-årige på et tidspunkt under deres forhold havde udsat hende for et overgreb, men tilføjede, at han ikke havde opfattet det som et overgreb.
Men de fik talt ud om de alvorlige episoder, da de igen fik kontakt i starten af 2020. Og herfra var de gode venner.
Dominerende kæreste
Men det var alligevel de problematiske episoder med den 45-årige, der endte fatalt, da hun fik en ny kæreste - den 36-årige medtiltalte.
De mødte hinanden i starten af 2021 på en anden dating-side, og forholdet udviklede sig så hurtigt, at den 36-årige, der er fra København-området, allerede i april stod med tre sportstasker og flyttede ind i kvindens lejlighed.
Herfra gik alt galt.
- Da jeg mødte ham, var han en helt anden, end den han blev, da vi først flyttede sammen, sagde den 22-årige.
- Han kontrollerede mig. Han bestemte det tøj, jeg skulle gå i, hvem jeg måtte se osv. Jeg var bange for ham. Jeg blev kaldt luder og den værste, han havde været sammen med.
To dage før drabet sad parret i sofaen og så tv, da der tikkede en besked fra den 45-årige ind på telefonen. Og det så den 36-årige.
Det fik ham til at gå amok, fordi hun ikke måtte have kontakt til andre mænd, forklarede hun og det blev endnu værre, da hun fortalte, at den 45-årige havde været hendes sugardaddy.
De næste 48 timer var ét stort kaos. Hendes kæreste blev mere og mere sur over over hendes kontakt til den 45-årige og de ting, hun havde været udsat for. På et tidspunkt tog han kvælertag på hende, truede hendes familie, drak og tog masser af stoffer, forklarede hun.
45-årig lokket i fælde
30. april klokken 13.30 vågnede den 22-årige ved, at det bankede på døren. Hun kiggede ud af vinduet og så den 45-åriges bil.
- Da jeg kom ud i entreen, så jeg knive ligge på gulvet, og han (den 36-årige) stod bag døren på toilettet med en kniv i hånden. Han var truende og sagde, at jeg skulle åbne døren.
Udenfor stod den 45-årige.
-Jeg spurgte, hvad han skulle her. Han sagde, at jeg havde bedt ham om at komme. Jeg var forvirret, for jeg havde ikke skrevet til ham, forklarede den 22-årige.
Hun lukkede ham alligevel ind i lejligheden, og så sprang den 36-årige frem fra sit skjul på badeværelset og angreb den 45-årige, forklarede hun.
- Han (den 36-årige, red.) væltede ham ind på sengen i soveværelset og lagde sig ovenpå ham og holdt kniven for halsen af ham. Jeg fik besked på at fortælle de ting, som han (den 45-årige,red.) havde udsat mig for, og så blev han (den 36-årige, red.) endnu mere ophidset og begyndte at snitte i ham flere gange.
Af flere omgange forlod den 22-årige soveværelset og kom tilbage, mens mishandlingen af den 45-årige stod på. Hun kunne høre tumult og råb og skrig - men på et tidspunkt blev der stille.
- Så jeg gik ind ind for at se, hvad der skete, og der sad de og lænede sig op ad hinanden. De var forpustede. Men så fik han (den 45-årige, red.) fat i kniven og de begyndte at slås, fortalte hun.
22-årig gav indsprøjtninger
Det fik - ifølge den 22-årige - hendes kæreste til at tæve løs på den 45-årige, som til sidst lå i fosterstilling. Hun forklarede, at det var her, hun blev beordret til at finde noget, som hun kunne sprøjte ham med.
- Det første, jeg finder, er brintoverilte og wc-rens. Jeg blander det og stikker ham fire til syv gange, sagde den 22-årige.
Hvorfor?, lød det korte spørgsmål fra anklager Mette Bendix.
- Af frygt for at sige ham (den 36-årige, red.) imod. Jeg var i choktilstand, og jeg var bange, så jeg tænkte ikke rationelt. Jeg ville gerne løbe efter hjælp, men turde ikke, svarede den 22-årige.
Efter at have stukket den nu afdøde flere gange med kanyler, gik den 22-årige ud på toilettet. Da hun igen gik tilbage til soveværelset, lå de to mænd i sengen, og hendes kæreste var ved at slå den 45-årige ihjel.
- Han (den 36-årige, red.) lå bag ham (den 45-årige, red.) med et bælte om hans hals, mens han strammede ind. Så gik jeg igen, for det havde jeg ikke lyst til at se. Da jeg kom tilbage, stod han (den 36-årige, red.) med blod fra top til tå.
Den 45-årige lå stille i sengen, og hun klippede bæltet op for at tage hans puls, forklarede hun. Men kæresten sagde "han er død", forklarede hun.
22-årig: Turde ikke tilkalde hjælp
Anklager Mette Bendix spurgte flere gange under afhøringen, hvorfor den 22-årig ikke havde tilkaldt hjælp.
Den 22-årige svarede hver gang, at hun var i chok og ikke turde gøre noget af frygt for, hvad hendes kæreste kunne finde på.
Mens de to tiltalte har siddet varetægtsfængslet, har den 36-årige skrevet flere breve til den 22-årige. I nogle af brevene har han blandt andet skrevet "Du ved selv, hvad der skete" og "Vi havde begge muligheder for at stoppe det, men følelserne løb af med os".
Mette Bendix spurgte den 22-årige direkte, om hun havde været med til drabet.
- Nej, lød det korte svar.
Anholdt i Padborg
I dagene efter drabet skilte de sig af med den 45-åriges bil og kørte mod Brøndby til den 36-åriges familie. De nåede dog kun til Slagelse, inden de vendte om, fordi politiet var dukket op hos familien.
I stedet kørte de tilbage til Aalborg og pakkede liget af den 45-årige ind i sorte affaldssække og lukkede dem med gaffatape. Her efterlod de liget, inden de kørte sydpå og endte i Padborg.
Her blev den 22-åriges bil fundet af politiets nummerpladegenkendelse, og de blev anholdt 2. maj klokken 21.11.
Sagen fortsætter på torsdag, hvor den 36-årige skal afgive sin forklaring.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.