51-årig afviser misbrug af drenge: - Det var gensidigt
En 51-årig mand forklarede i Retten i Aalborg, at han havde en gensidig seksuel relation til mindreårige drenge, som han er tiltalt for at have misbrugt igennem flere år

Foto: Henrik Bo
HIMMERLAND:En 51-årig mand nægter at have misbrugt tre mindreårige drenge seksuelt igennem flere år. Han erkender dog, at han har haft et seksuelt forhold til to af drengene - men det var et gensidigt forhold.
Sådan lød forklaringen fra den 51-årige, da retssagen mod ham begyndte onsdag ved Retten i Aalborg.
Her understregede den 51-årige flere gange, at han aldrig havde gjort noget mod drengene, som de ikke selv ville. Nogle gange følte han faktisk, at det var ham, der blev voldtaget af en af drengene, forklarede han.
Misbruget af de tre drenge skulle være sket i forskellige perioder mellem 2004 og 2016. En af drengene var ni år, da misbruget - ifølge tiltalen - begyndte i 2009. En anden dreng var 15 år, da misbruget begyndte i 2010, og den tredje var 17 år i 2004, da han skulle være blevet misbrugt.
De tre ofre er i dag voksne mænd i 20'erne og 30'erne. Under retssagen kom det frem, at to af ofrene var den 51-åriges kammeraters sønner, mens den tredje var en nabosøn.
Det var den yngste af de tre ofre, der fik sagen til at rulle i starten af 2022, da den nu 22-årige mand anmeldte den 51-årige for at have misbrugt ham, siden han var en lille dreng.
Det førte til, at politiet anholdt den 51-årige, og ransagede hans hus i Himmerland, hvor de seksuelle overgreb skulle have fundet sted. I huset fandt politiet en harddisk med flere tusinde billeder og videoer af børnepornografisk karakter. Mange af billederne var af det offer, der anmeldte sagen.
Under den efterfølgende efterforskning fandt politiet så frem til de to andre mænd, som den 51-årige skulle have misbrugt, da de var drenge.
Var en legeonkel
I retten nægtede den 51-årige sig altså skyldig i stort set alle anklagepunkter, der omfatter flere forhold af voldtægt, samleje med børn under 15 år og samleje under udnyttelse af overlegenhed med barn under 18 år samt blufærdighedskrænkelser.
Han erkendte kun at have været i besiddelse af børneporno.
Ifølge tiltalen skabte den 51-årige et tillidsforhold til drengene ved at give dem gaver, tage dem med på tur og udnytte sin aldersmæssige overlegenhed. På den måde kunne den 51-årige udnytte drengene seksuelt, er anklagemyndighedens påstand.
Det afviste den 51-årige altså og forklarede, at han gav drengene almindelig gaver til fødselsdag og den slag.
For han havde et godt forhold til drengene - især den dreng, der senere som voksen anmeldte sagen. Han var søn af den tiltaltes kammerat, og den 51-årige var en nær ven af drengens familie og blev set som en legeonkel.
Da der opstod problemer i drengens familie, begyndte drengen at være meget i den 51-åriges hus i Himmerland, som han havde købt i 2009.
Huset var et frirum, forklarede den 51-årige, og det udviklede sig hurtigt til en seksuel relation mellem ham og drengen.
- Det var gensidigt
Den 51-årige forklarede, at kammeratens søn var meget fremme i skoene rent seksuelt, og at det var drengen selv, der tog initiativ til den seksuelle relation.
Han afviser dog, at der på noget tidspunkt var fuldbyrdet samleje, men at der var tale om andet seksuelt forhold end samleje - og at det altså var gensidigt.
For han var meget bevidst om, at der ikke var nogen form for tvang involveret, fordi han selv var blevet misbrugt som barn, forklarede han.
Forholdet strakte sig over flere år, og den 51-årige anså det ikke for forkert på det tidspunkt, sagde han, da anklageren spurgte, om han troede, at et barn ville have et seksuelt forhold til en voksen.
- Jeg så det ikke som sex, men som nydelse, sagde han.
Tog nabosøn med til hus
Det samme gjorde sig gældende i forhold til nabosønnen, da den 51-årige stadig boede i Randers.
Den tiltalte lærte ham at kende, da han var omkring 12 år, og da den 51-årige senere købte huset i Himmerland, begyndte nabosønnen også at komme med op i huset.
Det var først, da nabosønnen fra Randers var fyldt15 år, at de indledte et seksuelt forhold - som også var helt gensidigt og uden nogen form for tvang, forklarede den 51-årige.
Den 51-årig afviser, at han på noget tidspunkt har haft et seksuelt forhold til den tredje dreng, der ifølge tiltalen blev misbrugt i 2004.
Ofre skal afgive forklaring
Der er afsat fem retsdage til sagen, der efter den 51-åriges eget valgt ikke bliver behandlet med nævninge.
De tre ofre skal alle afgive forklaring i retten. Det kommer til at foregå bag lukkede døre.
Der forventes at falde dom senere i februar.